et billede af mig i Danmarks førende pladestudie Billedet er taget tirsdag, den 19. januar 2016 i Sweet Silence North i Helsingør af Mister Lyd i Danmark Flemming Rasmussen.

Jeg og min tvillingbror Hans kom til verdnen på Næstved Sygehus mandag, den 8. august 1960, 3 måneder for tidligt.
Selvom vi er enæggede, er vi meget forskellige.
Vi har hver især valgt det liv vi gerne vil leve, og det har vi det helt fint med.
Vi er blindfødt,, så derfor er det ganske naturligt, at lyden er blevet min store interesse.
Vi kom i kuvøse, og fik for meget ilt, og synsnerven blev ødelagt.
Heldigvis skete der ikke andet med os.
Vi blev overflyttet til Rigshospitalet, og syv måneder gammel kom vi på børnehjemmet på Refsnæsskolen ved Kalundborg, hvor jeg havde 15 dejlige år.
Vi ankom til Refsnæsskolen torsdag, den 2. marts 1961, og modtaget af Birgit Petersen.
Vi udgik lørdag, den 19. juni 1976.
Da vores biologiske forældre fik at vide, at de havde fået 2 blinde drenge afskrev de os.
De havde jo 3 normaltseende i forvejen, så os var der ikke plads til.
Vores biologiske far var bryggeriarbejder på Tuborg, og fik ikke den store løn, og mor arbejdede på et værtshus.
I et par år var vi så forældreløse, men via Karen og Børge Pedersen i Præstø som havde en svagtsynet datter på skolen, nævnte de overfor vores kommende adoptivforældre Ove og Linda Olsen i Køge, at der på Refsnæs var et par forældreløse drenge.
Ove og Linda tog med ned for at se nærmere på os, og ville meget gerne adoptere os, selvom far var svagtseende, og mor næsten helt blind turde de godt påtage sig opgaven.
I sommeren 1963 var Hans på 14 dages ferie hos Ove og Linda i Køge.
I påsken 1964 kom vi begge hjem til dem i Køge, og vi har haft en fantastisk god og tryg barndom.
Ove og Linda var tit på børnehjemmet i den efterfølgende tid for at lære os bedre at kende.
I begyndelsen sagde vi onkel og tante, men det varede ikke længe før vi sagde far og mor.
Hver gang far og mor kom på børnehjemmet stod alle os børn omkring dem, for de havde en transportabel båndoptager med.
Det var en Philips der kørte langsom hastighed, og så var det brevbånd man kunne bruge.
Far og mor besøgte os stort set en gang om måneden, og vi var hjemme også en gang om måneden.
Fra 1966 kom vi hjem hver weekend.
Sjællænderne og fynboerne var dem der kom hjem hver weekend.
Jyderne kom hjem hver 14 dag, når der var lang weekend.
Den lange weekend gik fra fredag eftermiddag til mandag aften.
Den korte weekend gik fra lørdag eftermiddag til søndag aften.
Mange gange når vi kom hjem, havde mor bagt franskbrød eller boller.
Vi var altid med når de skulle nogle steder, så det er derfor vi kender så mange af Dansk Blindesamfunds medlemmer fra før i tiden.
Vi var mange gange på feriehjemmet i Hobro, og også med hjemme hos mormor og morfar på fyn.
3 eller 4 gange om året var vi hos mormor og morfar i Bryggergården i Brenderup.
Så vi lærte at bruge regional-- og intercitytog.
Når vi tog toget fra Køge station mod Roskilde station, lærte vi stationerne udenad, og skulle nævne dem overfor far og mor.
Lille Skensved station kaldte Hans og jeg for Lille Solgryn.
Det var nok fordi vi fik havregryn om morgenen, og havde hørt mor købe en lille pakke solgryn.
Der var kun 4 stationer, så det var ikke så svært at lære.
Jeg kan også huske de gamle lyntog med spisevognen.
Der gik vi altid ned og spiste, skipperlapskovs når vi tog til Hobro.
Vi var også oppe på færgen og gå rundt.
Vi kunne stå længe ved relængen på soldækket og nyde lyden af færgen og bølgerne.
Senere lærte vi stationerne fra Valby til Hellerup.
Det var med s-tog.
Efter sommerferien 1968 flyttede vi på afdeling Øst, og her var vi 54 børn.
Vi boede 10-11 personer på sovesale, og Hans og jeg kom på stue 10.
Jeg delte køje med Erik Møller, og jeg lå i den underste.
Efter cirka et halvt år flyttede jeg så ind på stue 11.
Vi spiste vore måltider i spisestuen i stueetagen, og skulle stille op 2 og 2 udenfor døren, og pænt gå ind når døren blev åbnet.
Jeg kom til at sidde ved et 3-mands bord sammen med AndreasMøller Petersen og Per Thomsen.
Vi fik morgenmad klokken 7.10, og skulle være færdig klokken 7.45.
Vi drak af nogle blikkrus, hvor nogle af dem var bulet i bunden.
Vi skulle også gå 2 og 2 til morgensang i sangsalen.
Den lå på Østskolen.
I det store frikvarter fik vi frokost med en kvart liter sødmælk til.
I begyndelsen var det glasflasker.
Der kom en seddel fra køkkenet hvad 4 slags pålæg vi kunne få dagen efter, og valgmulighederne blev læst højt, og så sagde vi hvad vi gerne ville have.
Klokken 2 var der mælkebord i spisestuen.
Det var mange gange saftevand vi fik med sammenlagte kiks til.
Klokken 17.30 fik vi aftensmad, som blev bragt rundt på afdelingerne i store spande.
I 1972 blev der så lavet om på Øst. Man skulle bo i mindre grupper.
Så der blev lavet 3 grupper nemlig: Rød, blå og grøn.
Hans og jeg flyttede ind på et 3-mandsværelse sammen med Andreas Møller Petersen i blå gruppe.
Det værelse var i Kellerups gamle lejlighed.
Året efter flyttede jeg ned på enestue i rød gruppe, på grund af at Andreas og jeg ikke var helt enige.
Jeg kunne selvfølgelig ikke lade hans store fm-radio være det var en Løwe, og det kunne han ikke acceptere.
Det har vi senere begge grinet meget af den lille uenighed.
I rød gruppe sad jeg også meget tit med den eneste transsistorradio gruppen havde.
Når vi gik til stranden, havde jeg altid radioen med derned.
Stort set samtidig med jeg kom ned i rød gruppe på stue 8 startede der en praktikant ved navn Per.
Han spillede rigtigt godt på guitar, og elskede at lave lyde med strengene med en kniv.
Det lød sjovt synes jeg.
så Per og jeg blev rigtig gode venner og gik til stranden hver gang han var på arbejde.
Her samlede vi sten i massevis, og jeg fik lov af rød gruppes leder Lise Sørensen til at få en kæmpe stor papkasse.
Hvad jeg skulle bruge den til kan jeg ikke huske.
Da jeg nu havde den, så var det jo oplagt at den skulle fyldes op med de mange sten fra stranden.
Lise sagde tit til os, at de sten skulle bæres ned, men det fik vi aldrig gjort.
Det måtte 2 af gartnerens folk gøre.
Søndag den 17. marts 1974 flyttede vi så 11 personer ind i en nybygget kostafdeling med navnet: Lærkehuset.
Lærkehuset lå i Byens Mose, cirka 10 minutters gang fra skolen.
Her delte jeg værelse med Andreas, og Hans fik så eneværelse.
Hans og jeg fandt meget hurtigt sammen med en flink pædagog ved navn Erik Vagn Jensen.
Han havde spillet fodbold for Silkeborg, så vi havde jo noget at snakke med ham om.
Erik lærte sig punkt, og en dag lå der på Hanses og mit bord en seddel hvor der stod at vi skulle have terrængående sko på og denne hilsen kom fra bakke og dalsen.
Vi løb mange gange en tur om morgenen på 10 kilometer med Erik.
Efter sommeren 1975 flyttede Hans og jeg så på afdeling Vest, hvor vi skulle være det sidste år.
Vi gik i skole hver lørdag fra klokken 8 til klokken 12.
Hver morgen klokken 8 startede vi med morgensang.
Hans og jeg var stort set altid ude når vi havde fri.
Så gik tiden med at spille fodbold i skolegården.
Hans stod altid oppe under perkulaen, og jeg nede ved hegnet.
Det var underligt at Hans ikke støtte ind i stolperne, for det var hele muren der var målet.
Det var også hele hegnet der var mål hos mig.
Selv når det var hård frost spillede vi.
Målene har nok været mellem 15 og 20 meter lange.
Skolegården skrånede nedad mod hegnet.
Det er derfor vi kan holde til lidt kulde uden at pive.
På afdeling Vest skulle vi en gang om ugen dække bord og vaske op.
Jeg var på borddækningshold med Claus Nielsen nede i det nederste køkken kaldet Jyttes køkken.
Det lå i kælderen, og i forbindelse med køkkenet var der en spisestue hvor der stod et Yamaha pianino.
Claus var rigtig god til at spille, så hver torsdag når jeg skulle skrælle kartofler og dække bord kom han med en kartoffelskrælleblues, og en borddækningsblues.
De 2 bluesnumre varede den tid det tog mig at skralde kartofler og dække bord.
Han sad bare undervejs og fandt på melodien, men det var ikke dårligt.
Vi hjalp så hinanden med opvasken.
Vi havde en lille idustriopvaskemaskine som vaskede op på 4 minutter.
Den blev fyldt så meget så den havde svært ved at køre rundt.
Jo hurtigere var Claus og jeg færdige.
Hver anden lørdag skulle vi selv finde morgenmad, og dække bord.
Andreas og jeg blev hurtigt enige om at vi gad ikke være med til gedemarkedet så vi mødtes klokken halv syv, og så fandt vi morgenmaden frem og dækkede bord.
Der var den regel at havde man sat morgenmad frem og dækket bord skulle man ikke være med til opvasken.
De andre i Jyttes køkken fandt aldrig ud af hvornår Andreas og jeg mødtes, og vi sagde heller ikke noget om det.
Det var vemodigt at sige farvel til Refsnæs lørdag, den 19. juni 1976.
Det var helt mærkeligt at vi ikke skulle tilbage igen efter sommerferien.
Vores ferier med far og mor.
Vi var første gang i Hobro i sommeren 1965.
Vi ankom til feriehjemmet cirka klokken 13.30, og Tine stod i døren og bød velkommen og fortalte, hvilket værelse man skulle bo på.
Far, mor, Hans og jeg boede altid på nummer 7.
Det var et stort værelse, og der var sat en køjeseng op til Hans og mig.
Det første vi altid gjorde når vi kom på 14 dages ferie på Solgavehjemmet i Hobro, var lige efter eftermiddagskaffen den første dag at gå fliserunden. Meget af tiden gik også ved kejlebanen, og om formiddagen gik vi tit ned på Traktørstedet og fik is og formiddagskaffe.
Morgenmad fik vi fra klokken 8.05 til cirka 8.45.
Grunden til det var 8.05 var, at folk skulle lige kunne nå at høre radioavisen klokken 8.
Frokosten serveredes klokken 12, og klokken 14 var der eftermiddagskaffe.
Klokken 18 fik vi middag, og klokken 20 aftenkaffe.
Et par gange under opholdet gik vi til Skellerup.
Det er en tur på cirka 7 kilometer tur/retur.
I Skellerup lå der en købmandsforretning, hvor vi kunne sidde i haven og drikke øl eller sodavand.
Feriehjemmet havde også en robåd, og den var vi også ude i et par gange under opholdene sammen med far og andre feriegæster.
Der var plads til 54 gæster.
Meget af tiden sad vi også i den hyggelige solkrog.
Der var 2 radioer på feriehjemmet. En i kælderen og en i dagligstuen på første sal.
Jeg sad tit ved radioen i dagligstuen og drejede på skalaen på fm-båndet.
Den bedste radio stod i dagligstuen i stueetagen.
Ferierne i Hobro begyndte altid fredag og sluttede fredag 14 dage senere.
Man kunne ikke sige man bare ville have en uges ferie, man skulle tage alle 14 dage.
Hans og jeg stod også i høj kurs hos bestyrerparret Tine og Jens Sejersen.
Der var heller aldrig nogle af feriegæsterne der så skævt til far og mor, fordi de ville adoptere os.
Far og mor var fra starten meget åbne omkring det med at de ikke selv kunne få børn.
Det skete et par gange under opholdene at børnene blev inviteret med på tur hvor vi kørte ud og fik is, og Hans og jeg var med hver gang selv om Tine sagde at man kun kunne komme med en gang.
Efter både frokost og aftensmad havde Jens åben i kiosken en halv times tid, hvor der kunne købes øl, sodavand og cigaretter.
Var der forestilling i Dansk Blindesamfunds amatørteater ja, så tog vi bussen til København.
Vi gik hjemmefra til Køge Torv, og retur igen når vi kom til Køge Torv igen.
Skulle vi på besøg hos onkel Kurt og faster Bente i Herfølge, ja så tog vi bussen og gik resten af vejen.
Det var Thorkilds busser der kørte.
Vi var også somme tider hos faster Henny og onkel Knud i Snostrup.
Her skulle vi med bussen til Roskilde, og så videre med en ny bus mod Snostrup som ligger ved Frederikssund.
Det skete også at vi gik ud til Strøby til faster Tove og onkel Ole. Det var da en tur på 6 kilometer.
Jeg husker vi gik turen sammen med mor alene, hvor den ene gik på højre side af mor og den anden bagefter.
I venstre hånd havde mor sin førerhund.
Var der noget trafik og måske lidt smalt på vejen, havde mor alligevel styr på os, for hun stak sin hvide stok bagud og så tog den der gik bagerst fat i stokken, og så var vi samlet.
Vi er aldrig blevet båret på hænder og fødder, men måtte finde ud af tingene selv, og hvis det så ikke lykkedes, så hjalp far og mor os.
Jeg er glad for at vi ret tidligt prøvede at færdes på egen hånd.
Det foregik på den måde, at vi lærte vejen til bageren, og så en dag fik vi at vide, at nu skulle vi selv gå til bageren og hente et eller andet til mor. Det gjorde vi så.
Vi fik først at vide da vi kom hjem igen, at mor var gået bagefter os for at lytte til hvordan det gik for os.
Det gik godt, og herefter gik vi da selv til bageren.
De fleste af vores kammerater på Refsnæs gik ikke selv til bageren.
Da vi blev lidt større så gik vi også til slagter og købmand.
Det har gjort at vi stadig klare os godt.
Jeg har altid accepteret mit handicap, for jeg ved det bliver jo ikke bedre med synet, og jeg føler det ikke som et handicap.
Hvis jeg havde været seende, så havde jeg ikke mødt de mennesker som jeg har gennem de 56 år jeg nu har levet.
Vi fik allerede som 5-6 årig at vide at vi var adopteret, og at far og mor ikke var vores rigtige forældre.
Det betyder ikke noget for os, vi har det jo godt sagde vi.
Vi fortalte også på Refsnæs at vi var adopteret, og det har aldrig givet nogen form for drilleri.
Der var heller ikke nogen der kom med nedsættende bemærkninger om os når vi var med ude hos venner og bekendte, eller på vejen derhjemme, hvor der var andre børn.
Far lavede et legehus til os, og en sandkasse.
Der var både en fast og en løs btræbænk og et pænt bord som far også selv havde lavet.
I højre hjørne af huset var der et bord som blev kaldt køkkenbordet.
Et par gange drak vi aftenkaffe i legehuset sammen med far og mor.
Et par gynger havde vi også i gården, hvor far selv havde sat stolperne og savet brædderne ud.
Legehuset, sandkassen og gyngerne trak også andre børn ind ude fra vejen.
Så der blev lavet meget til ære for os.
Far og mor havde venner blandt både seende og blinde.
Når far eller mor skulle til byen og handle, var en af os altid med.
Hvis de begge 2 skulle til byen, så gik vi alle 4.
Vi skiftedes til at følges med far eller mor.
Fulgtes vi med mor, gik vi på højre side af hende, for på venstre side havde hun en af sine 5 førerhunde.
Vi måtte så bære nettet eller plasticposen med varerne.
Der var mange i Køge by der vidste hvem familien Olsen var.
Tit når vi kom gående lød det: Goddag Olsen.
Vi spurgte tit hvem var det. Det ved vi ikke sagde far og mor.
Om aftenen derhjemme sad vi tit og spillede kort, og det var gerne 31 eller spillet Olsen vi kastede os over.
Ludo havde vi også hvor der var afmærkede felter på brattet.
Der blev udkæmpet nogle brave dyster.
Vi elskede også de gamle spil Æsel og Gnav.
Far og mor fortalte tit om når de hos farmor og farfar spillede gnav eller æsel.
Vi snakkede meget tit om deres ophold på både Refsnæs og instituttet i København.
Far kom på Refsnæs i 1936, og mor i 1939.
Vi hørte altid radioteatret når det blev sendt, og den interesse for hørespil har holdt ved lige siden.
Min far Ove Olsen blev født den 14. juli 1924, og mor Linda Olsen den 20. maj 1927.
De mødte hinanden på blindeinstituttet i København, og købte huset i Køge den 11. januar 1952.
Der blev så bygget til i 1967-1968 så Hans og jeg kune få hver sit værelse.
Under byggeriet skulle vi altid på rundtur i huset og se hvad der var sket siden vi havde været hjemme sidst.
Jeg husker alle murstenene stod ude på fortovet både langs vejen og langs hegnet ind til haven.
Det var sjovt at gå igennem den høje række af mursten.
Vi fik også af far og mor en gocard som vi kørte i på fortovet.
Der var en hel runde vi kunne køre uden at komme ud på en stor vej.
Vi var også af og til på besøg hos farmor der boede Lidemarksvej 7 i Svansbjerg.
Nu lidt om min interesse for lyd.
Fra min tidlige barndom var det radiomediet jeg faldt for.
Den første transistorradio jeg legede med var en Blaupunkt, og jeg drejede rundt på skalaen på fm-båndet.
Skalaen sad oven på radioen helt ude til højre, og styrkeknappen helt ude til venstre.
Der var 5 runde trykknapper på radioen, hvor den første fra venstre var tænd/sluk, nummer 2 fra venstre fm, tredje knap fra venstre: mellembølge, fjerde knap fra venstre: biler og den sidste trykknap ude til højre langbølge.
Det var i begyndelsen af 1964, og der kan jeg lige så tydelig huske at jeg onsdag eftermiddag mellem klokken 15.01 og 16 lyttede til topnyt med Jan Ewens på program 3, og de andre dage efter skoletid med Hans Jørgen Skov.
Program 3 sendte den gang kun fra klokken 12 til klokken 18.30.
Senere udvidede de til klokken 20.
Jeg husker at vi på børnehjemmet skulle i seng lidt over 6.
Inden vi sov, lyttede vi til udsendelsen: godnat til de små med Birgit David, og Vivi Leth.
Denne udsendelse blev sendt mandag til fredag fra klokken 18.15 til 18.30.
Birgit David lavede sine udsendelser i Århus, og Vivi Leth lavede sine i Næstved.
Først i 1973 kom natradioen fra klokken 24 til klokken 02.
Når vi var med far og mor på besøg hos venner og bekendte, ville Hans gerne ud og se deres bil, men jeg spurgte om jeg kunne få lov til at lege med deres radio.
Det lyder måske mærkeligt, men jeg kan huske mange af de radioer endnu.
Omkring 1969 altså som 9-årig begyndte redigering at sige mig noget, hvor jeg tit spekulerede over hvad en teknikers arbejde bestod i, både ved direkte sending og båndede udsendelser.
Jeg husker lige så tydeligt da man på program 1 sendte rumredaktionen en tirsdag aften fra klokken 20.30 med Joachim Jerrik og Henrik Stub.
De havde mange gange Christian Rovsing med i studiet, og det jeg også nød var at man hørte lyden fra rummet med astronauterne.
Tirsdag aften sendte man på program 1 fra klokken 22.10 til midnat udsendelsen: Udfordring til dem med Arne Honoré, Ole Walbom og Mogens Sørensen som hver anden gang blev afløst af Simon Rosenbaum.
Lytterne ringede ind og sang, fløjtede eller spillede en sang, som de i studiet skulle finde ud af, og det gjorde de som regel.
Udsendelsen ændrede titel til: Opfordring til dem.
Jeg lyttede også med stor fornøjelse til Svend Kaulbergs 5-minutters udsendser om sommeren: "Dagens fugl".
Hver tirsdag aften fra klokken 19.15 til 20 var der gammeldags dansemusik.
Hver anden tirsdag med Teddy Petersens orkester, og hver anden tirsdag med Bror Kalles Kapel.
Studieværterne var blandt andet: Arne Honoré og Lars E. Christiansen.
I december skulle "Morgennisserne" høres hver morgen de sidste 14 dage inden jul.
Jeg fik selv den store oplevelse i 1987 at overvære de 2 første morgennisseudsendelser i studie 4 i Radiohuset.
Dette år var morgennisserne Michael Juul Sørensen, Georg Julin og spillenisse Johannes Rasmussen.
Johannes Rasmussen fulgte mig efter udsendelsen ud i teknikken.
Det var driftstekniker Ronald Skovdal der sad i registreringsrummet.
Den 19. december 1990 medvirkede jeg så i programmet Morgennisserne som blev sendt direkte fra Grønnegades kaserne med landsnisse Carsten Wiedemann og distriktsnisse Henning Nielsen.
Her fik jeg også hilst på Johannes Rasmussen, som var spillenisse.
I sendevognen sad driftstekniker Erik Fleron.
Driftstekniker Per Bech passede højtalerne, og Kirsten Mouritzen var hjælpetekniker.
Det var Kirsten der fulgte mig op på scenen.
I udsendelsen sang jeg pebernøddesangen. Først forlæns, og så baglæns.
Det var en sang vi sang på Refsnæsskolen dagen før juleferien.
Vi lavede i klasserne et kræmmerhus af blindskriftpapir, med lærernes hjælp, og så fik vi masser af pebernødder i kræmmerhuset i det store køkken.
Det var altid klokken 10 vi gik i det store køkken og fik pebernødder og saftevand.
Jeg husker også lige så tydeligt de store trafikdage i forbindelse med påske, pinse og sommer, at jeg med fornøjelse lyttede til de 5 FDM-flyene som de havde kontakt med, og Jørgen Kirkholm i Vandel-tårnet,og Knud Nielsen på politigården i København.
Meget tidligt var det også den direkte udsendese med feriebussen, som blev sendt mandag til fredag mellem klokken 9.15 og 10 på program 1.
Der var både sommerferie, efterårsferie og juleferie med Elith Nørholm ved mikrofonen.
Den første feriebusudsendelse jeg husker lige så tydeligt var i 1970, hvor Søren Kragh Jacobsen og Tim Senius sang sommersangen hver dag i de 7 uger de sendte fra forskellige steder i Danmark.
Der blev sendt fra en ny by hver uge.
Det var driftsteknikere fra regionalradioerne der afviklede feriebusudsendelserne.
I julen 1971 hørte vi at feriebussen kom til Køge Torv, og den skulle vi da ind og opleve.
Sammen med vores legekammerat Lissie gik vi ind på torvet og ventede.
Klokken blev 10.50 hvor udsendelsen skulle have været sendt, men det blev den ikke.
Pludselig kom fm-vognen og glæden var stor.
Men den blev meget kort, for de oplyste at de ikke kunne sende fra Køge Torv da feriebussen var pumkteret.
Så Elith Nørholm sendte på en telefonforbindelse på vej videre til næste sted.
Folk rundt om fm-vognen blev så sure at de stod og smadrede flasker.
Vi gik slukøret hjem igen.
Tit hørte jeg også mandag til fredag fra 16.30 til 17 udsendelsen: for drenge og piger med Elith Nørholm.
I julen 1972 sendte man på program 1 et hørespil i 3 dele med titlen: Klitper.
Jeg kunne også godt lide at dreje på skalaen på fm-båndet mandag aften fra klokken 19 til 19.45 når regionalprogrammerne blev sendt.
I Kalundborg kunne vi lige så tydeligt høre: Østjyllands radio, Radio Fyn, radio Syd og en sjælden gang Nordjyllands radio, men selvfølgelig regionalprogrammet fra Næstved og København.
Tirsdag formiddag skete det nogle gange at jeg pjekkede fra skole så jeg kunne lytte til udsendelsen: Vi stiller om fra klokken 10.15 til 11 på program 1.
Her hørte man korte indslag fra de forskellige distrikter.
Studievært var: Jørgen Ifversen.
I begyndelsen af 70'erne sendte man torsdag eftermiddag fra klokken 16.30 til 17, udsendelsen: "Skæg en gang gas med Jesper Klein og Ghota Andersen.
Torsdag aften lyttede jeg tit på udsendelsen: Dramatisk forum med Heino Byrgesen og Ulla Strømberg, som præsenterede korte uddrag af forestillingerne på de danske scener. Udsendelsen blev sendt fra klokken 19.20 til 19.40.
Klokken 19.40 lyttede jeg så til vers og viser fra aviser.
Onsdag klokken 16.30 til 17 sendtes udsendelsen: Hvad er min ret, og hvad er min pligt med Lena Veddel-Petersen ved mikrofonen.
Det var for tungt stof, så det gad jeg ikke lytte til.
Ret tidligt bed jeg mærke i hvilke studie der blev sendt fra på radiohuset.
Kortbølgeudsendelserne blev afviklet fra studie 18, langbølge fra studie 15, program 3 fra studie 19, senere 30, men til start med var det studie 14.
Lørdag eftermiddag lyttede vi så til Giro 413 med Nete Schreiner ved mikrofonen.
Klokken 19 skulle vi på program 1 høre Karlsens kvarter med Per og Bitten Karlsen, alias Henning Mouritzen og Lise Ringheim.
Den ældste søn Mikkel, blev spillet af Peter Steen, og datteren Tina af Helle Hertz.
Erik Påske var overtjener Olsen.
Klokken 19.45 sendte de på fjernsynet udsendelsen: Næste uges tv med Bent Bertramsen ved mikrofonen.
Klokken 20 til 21 var der altid underholdning med Otto Leisner.
Jeg glemmer aldrig at Otto havde en gæst i studiet som hed Joe Andersen, og han kunne tage duen af et veldækket bord, og alle tingene blev stående.
Otto skulle selvfølgelig også prøve, men her røg alt på gulvet og gik i stykker.
Hans og jeg nød da glas og tallerkner smadrede.
Søndag morgen skiftedes Hans og jeg til at gå til bageren og hente morgenbrød.
mens vi drak morgenkaffe lyttede vi først til søndagskvisten som blev sendt på program 3 fra klokken 08.05 til 9, med Bente Kromann i studiet, og derefter til nonstopprogrammet: Let musik til morgenkaffen som blev sendt fra klokken 09.05 til klokken 10 på program 3.
Vi lyttede også mange gange i 70'erne til Holdningsløse tidende og baladebladet med Bent Schærff, Ulf Pilgård og Lotte Tarp.
Søndag middag sendte de på program 1 fra klokken 13.15 til 14 udsendelsen: Løst og fast om udsendelserne.
Her bragte Poul Overgård Nielsen korte klip fra næste uges udsendelser.
Fra klokken 14 til klokken 14.30 sendte man udsendelsen: Lexicon, med Joakim Jerrik og Bent Jørgensen.
I kendingen sagde de blandt andet: Lexicon. Et naturvidenskabeligt spørgeprogram.
Klokken 14.30 til 16 slog vi over på program 3 og lyttede til Halvleg hvor de dækkede sportsbegivenheder.
Det var mærkeligt at jeg ikke opdagede at Halvleg også blev sendt på program 1, men det er noget jeg har fået at vide senere.
Klokken 16 tilbage til progam 1 og lytte til Hvornår var det, nu det var med Claus Walther og Arne Myggen.
Begivenhederne blev læst af Niels Grunnet, og senere af Poul Overgård Nielsen.
Hver juleaftensdag startede vi med at lytte til Morgennissernes store udsendelse fra klokken 6.05 til klokken 8.
Så fik vi morgenmad, og bagefter var det så tid til at pynte juletræet klokken 10, og lytte til et julebånd med forskellige melodier som far havde sat sammen.
Fra klokken 14 til klokken 18 sendte de på program 3 udsendelsen: Hvad du ønsker med Ida Bjørn Nielsen og Johannes Rasmussen i studiet.
Lytterne skrev ind og ønskede musik, og ønskede studieværterne glædelig jul.
Lige efter radioavisen klokken 16 kom radioavisens kor sombestod af journalisterne på radioavisen og sang en julesang akkompagneret af Johannes Rasmussen. Mens vi hørte udsendelsen lavede mor julemad, og det stod på julebordet præcis klokken 18.
Der var kun en mandel som vi alle 4 kæmpede om, og vi lærte meget hurtigt sætningen: Tab og vind med samme sind.
Jeg kan huske at der på program 1 fra klokken 20 til 21 hver juleaften blev udsendelsen: Omkring træet i studie 11 med Arne Honoré sendt.
Studie 11 fik senere navneforandring til studie 4.
Den lyttede vi aldrig til, for efter vi havde spist vaskede far, Hans og jeg op mens mor nød det i stolen.
Så gik vi omkring træet i gangen, og sang de kendte salmer og sange.
Og så var det tid til gaverne inde i den gamle stue, og aftenkaffen med slikskål på bordet.
Program 3 sluttede juleaften klokken 18.50.
Julen 1969 fejrede vi hos mormor og morfar i Brenderup på Fyn.
Her fik Hans og jeg af far og mor vores første armbåndsur med blindskrift.
Der var 3 prikker ved klokken 12, 2 prikker ved klokken 3, 6 og 9, og en prik ved de resterende.
Der var en stor og lille viser.
Den store viser viste minutter, og den lille viste timerne.
Armbåndsuret var det der betød mest for os, alle andre gaver var ikke rigtig noget.
Nytårsaften lyttede vi klokken 18 til Kong Frederik den 9'endes nytårstale, og fra 1972 til Dronning Margrethe den 2.s nytårstale.
Når nytårstalen var færdig spiste vi så mad, og lyttede til radioavisen klokken 18.30.
Årets højdepunkt var radioavisens bøffer som blev serveret af Jørn Træholt.
Nytårsbøfferne blev samlet sammen af driftstekniker Henning Nielsen kaldet Fine.
De blev altid sendt fra klokken 18.50 til klokken 19.
Klokken 22.05 til midnat lyttede vi på program 3 til årets melodier.
Klokken 12 skålede vi så det nye år ind når det første slag lød fra rådhusuret.
Vi skulle da lige høre radioavisen, for at blive opdateret på om der var kommet nogle til skade.
Så gik vi ud og nød fyrværkeriet mens det var på sit højeste.
Efter en time gik vi så ind og drak en kop kaffe inden vi gik i seng.
Nytårsdag om eftermiddagen tog vi så julepynten af juletræet, og bar det ud i gården.
Far arbejdede på statens bibliotek og trykkeri for blinde som telefonpasser og med at kontrollytte spolebånd.
Vi var nogle gange med ham på arbejde, og det var gerne enkeltvis.
Mor hvilede gerne efter frokost, og når hun lå på sofaen, lyttede hun mandag, onsdag og fredag til middagsføljetonen som blev sendt fra klokken 13 til klokken 13.30 på program 1.
Jeg glemmer aldrig en historie som blev læst op.
Den hed Sørens 40 års fødselsdag, og handlede om at de festede så meget at taget løftede sig.
Mens far arbejdede havde han kun 14 dages ferie om året, og de dage blev holdt samlet, hvor turen gerne gik til Hobro.
I sommeren 1970 tog vi for første gang 14 dage til Norge og besøgte morbror Børge og Inger-Marit i Oslo.
Vi havde en dejlig uge hos Børge og Inger-Marit.
Sammen med Børge lyttede jeg hver morgen til vejrmeldingen fra Danmarks Radio klokken 08.45 til klokken 9.
Vi kunne lytte til Danmarks Radio på langbølge, og jeg fik lov til at studere fm-båndet af Børge.
Lørdag aften lyttede vi til Karlsens Kvarter også på langbølge.
Hver dag gik vi ture med Børge og Inger-Marit, hvor Hans og jeg havde fat i hver sin kørestol.
Det var første gang jeg så en elektrisk kørestol, og en elektrisk seng.
På en af turene gik vi forbi Norsk Rigskringkastning.
Jeg husker jeg var meget betaget af det store hus kun oplevet udefra.
Børge og Inger-Marit havde også en telefon med højttaler som blev kaldt en konferencetelefon.
Sådan en havde jeg heller aldrig set før.
Den sidste uge var vi så hos morbror Peter og Eva i Hekkedal cirka 30 kilometer fra Oslo.
Her gik vi også mange ture med vores fætter Bent og kusine Benny, og fandt blåbær.
Det var en succes når Eva om aftenen lavede vafler.
Fra tirsdag den 20. juni til 20. juli 1972 tog vi 1 måned til Norge.
De første 14 dage holdt vi ferie på Evenessentret i Narvik.
Der var plads til 24 gæster.
Vi var de eneste danskere på centret.
Det var en lang rejse fra Køge til Narvik.
Tirsdag eftermiddag kørte vi i taxa fra Becksvej i Køge til Larsens Plads i København og gik ombord på Kong Olav som vi sejlede med til Oslo.
Båden sejlede klokken 17, og ankom til Oslo klokken 8 næste morgen.
Far fandt selv vores kahyt ombord uden at spørge om hjælp.
Vi havde 7 timers ophold i Oslo, og dem brugte vi hos Børge og Inger-Marit.
Klokken 15 satte vi os i toget der skulle bringe os til Trondheim, og her skulle vi skifte til nattoget mod Fauske.
Her fandt far også det rigtige spor hvor toget gik fra uden at spørge.
Far havde et godt orienteringssyn, og til trods for han kun så 3/60 brugte han det virkelig godt.
Vi havde kun et kvarter at skifte tog på.
Jeg glemmer aldrig stationen med navnet: Mo i Rana.
Fra Fauske skulle vi med bus mod Narvik.
Det var en bustur på 8 timer.
Vi skulle sejle over 3 fjorde, og alle skulle forlade busserne, men vi fik lov til at sidde i bussen ombord på færgerne.
Far sagde det som det var, at han ikke kunne finde den rigtige bus på den korte tid.
Det var en bedrift af far at han kunne styre 3 blinde og en stor kuffert.
Men vi gjorde også som han sagde, ellers havde det heller ikke kunne lade sig gøre.
Da vi kom til Narvik blev vi hentet i 2 biler og kørt direkte til centret som ventede med aftensmaden.
Efter aftensmaden gik vi direkte i seng, og var friske næste morgen.
De kom ned og bankede på døren da der var aftenkaffe, men vi sagde at danskerne er gået trætte, men vi er friske igen i morgen.
Vi havde sol fra morgen til aften.
En nat nærmere bestemt klokken 2, kom far og mor ind og vækkede Hans og jeg, for nu skulle vi ud og opleve midnatssolen.
Det var mærkeligt at gå ude om natten og mærke solen skinnede.
Det var 24 graders varme, og vi nød det et par timer.
Radioen i opholdstuen undgik da heller ikke min opmærksomhed.
Jeg ville høre om jeg på langbølge kunne tage Danmarks Radio, men nej.
Jeg kunne på fm-båndet en dag i meget kort tid lytte til den finske radio.
Vi havde 14 dejlige dage på Evenessentret, og vi nåede op på 36 graders varme.
En af dagene sejlede vi med et par af de andre gæster Alf og Malli til Narvik, og vi var oppe og se deres lejlighed.
Alf og Malli havde vi kontakt et par år.
Da opholdet var ved at være slut, hørte vi i radioen at det var dårligt vejr i Oslo.
Da vi tog til Oslo fulgte det gode vejr med os.
Det varede de næste 14 dage hvor vi den første uge var hos Børge og Inger-Marit, og den sidste hos Peter og Eva.
Det er nok den bedste ferie vi har holdt med far og mor.
De andre ferier med far og mor har da også været gode, men turen til Oslo og Narvik betød noget særligt.
Vejret i Danmark var heller ikke for godt fik vi at vide, men vi tog det gode vejr med os hjem til Danmark, og det varede de næste 14 dage.
Jeg fik min første båndoptager fredag, den 9. november 1972, og det var en stor dag for mig.
Jeg husker det var en Fairmate og at den kostede 287 kroner.
Hans og jeg fik hver sin, og så skulle vi selv betale strømforsyningen eller netdelen som vi kaldte den.
Båndoptageren kunne også køre på 4 batterier.
Det var de mellemstore batterier den brugte.
Den blev købt hos Holger Schandorff på hjælpemiddelcentralen.
Jeg mener vi fik 5 kassettebånd til start.
Lige efter den var pakket ud af flamingokassen,Jeg for jeg op på værelset for at optage fra radioen. Det blev gjort med en billig mikrofon, men kvaliteten tænkte jeg ikke så meget over i starten.
Jeg kan ikke huske hvad trioen hed som udsendelsen handlede om, men det var Vagn Borggård der var ved mikrofonen.
Senere fik vi lavet en ledning til at optage fra Eltra radioen med, og det kom an på hvor højt man skruede op for radioen, jo bedre blev kvaliteten.
Den ledning kaldte vi for direkteledningen.
Den blev lavet af radiomontøren i Brogade i Køge.
Kassettebåndoptageren var i mono, og det betød heller ikke noget.
Der var 4 knapper på den.
Første knap fra venstre var optag, anden fra venstre spol tilbage, tredje spol frem, og sidste knap ude til højre var afspil.
I højre side ude i kanten på fronten mod en selv sad styrkekontrollen.
Efter vores konfirmation søndag, den 6. april 1975 købte jeg så en stereobåndoptager.
Det var Børge Pedersen fra Præstø der vakte lydinteressen hos mig som ganske lille, og han var også manden der foreslog den stereobåndoptager jeg skulle vælge.
Her fandt jeg ud af, at kvaliteten blev langt bedre.
Tit når vi var nede hos Karen og Børge, skulle Hans og jeg med ud og lytte hvad han nu havde fået at lege med.
Børge viste os hvordan man klipper direkte i spolebånd.
Han indtalte sætningen:
Det er ikke let at lave bånd.
Bag efter klippede han ordet ikke ud, og så lød det som om det var den letteste sag af verdenen, for så lød sætningen: Det er let at lave bånd.
Da Børge indtalte sætningen optog han i 15 tommer, altså 38 centimeter pr. sekund.
Både på Refsnæs, hjemme hos far og mor og på instituttet legede jeg da også med spolebåndoptager.
Hjemme hos far og mor var det Grundig 32 og Grundig 41.
Grundig 32 havde hastighederne 4,75 og 9,5, mens Grundig 41 havd 9,5 og 19.
Det jeg gjorde med de 2 Grundigmaskiner var at redigerer Dansktoppen, hvor vi kun ville have de nyheder som blev testet hver uge, og ikke hele listen. Dansktoppen blev altid sendt på program 1 lørdag eftermiddag klokken 14.45.
Det var Jørn Hjorting der præsenterede Dansktoppen, og så blev den heldigvis genudsendt på program 3 søndag formiddag.
Lige før Dansktoppen sendte man på program 1 fra klokken 14 til klokken 14.45 udsendelsen: Køreklar med Lars E. Christiansen og Arne Honoré.
Vi var et par gange under skoletiden på Refsnæs på rundtur i Radiohuset.
Det synes jeg var vældig spændende.
Vi blev vist rundt af driftstekniker John Melin.
Her så vi blandt andet radioavisstudierne studie 25 og det nye studie 26.
Da Kanal 94 regionalradioen i Vejle Amt begyndte i 1981 blev John Melin sammen med driftstekniker Poul Knob fra Radiohuset overflyttet til regionalstationen på Karl Bjarnhofsvej 2 i Vejle og Poul Knob blev cheftekniker.
i foråret 1973 var vi til koncert i Falkonercentret med guitaristen Julian Bream.
Jeg var året før begyndt at gå til guitar, og så synes vores guitarlærer Bjarne Low Petersen, at vi guitarelever skulle høre en dygtig guitarist.
Koncerten varede fra klokken 20 til cirka 21.30.
Så vi var sent hjemme på skolen igen.
Der blev sørget for bustransport frem og tilbage.
Kort tid efter blev guitaren lagt på hylde, det var ingen succes, og jeg blev ingen verdensstjerne.
I efteråret 1973 var vi med Refsnæs i Bellacentret til radioudstilling.
Det fik jeg også meget ud af at kigge på de forskellige båndoptagere og forstærkere.
Her hilste vi på studievært Anne Jerichow fra fjernsynet.
Vi overværede at hun lavede en præsentation af en udsendelse.
De fortalte at de indspillede på Ampexbånd.
Da vi i april 1975 igen besøgte Radiohuset hilste vi på Daimi som sad i hallen ved receptionen.
Torsdag, den 25. september 1975 optrådte Henning Riiser og Niels Eskjær i Kalundborghallen med: "Svantes viser".
Jeg var i hallen sammen med Andreas Møller Petersen og mobilityinstruktør Wanda Williams.
Wanda fortalte os inden koncerten gik i gang, at Danmarks Radio var til stede.
Vi spurgte hende om vi ikke i pausen kunne komme ud og se vognen.
Vi gik ud til den store ob-vogn og fik heldigvis lov til at komme op og kigge på herlighederne.
Det var driftstekniker Ulla Hougaard der gav os lov, og hun viste og fortalte især mig om hvordan både båndmaskinen og mixeren fungerede.
Jeg husker båndoptageren var en Tandberg TD10X og det var en 10-kanals mixer.
Jeg var fuldstændig opslugt af alt det Ulla fortalte.
Samtidig med Ullas forklaring kunne vi høre at Henning sad og fantaserede over melodierne i Svantes viser.
Ulla kunne godt mærke at jeg var meget interesseret i teknikken, så hun tog pludselig min hånd og viste mig hvordan man kunne fade op og ned.
Onsdag, den 26. april 1978 besøgte Andreas og jeg Regionalradioen i Næstved fra tidlig morgen til sen aften.
Det blev på redaktionsmødet besluttet, at jeg skulle være i teknikken til efter middagsudsendelsen, og Andreas skulle med i studiet.
Efter middagsudsendelsen skulle vi så bytte plads.
Glæden var stor da jeg fik at vide, at jeg skulle sidde ude i registreringsrummet sammen med driftstekniker Ulla Hougaard.
Ullas vagt gik fra klokken 10.45 til klokken 18.45.
Ulla viste mig igen hele pulten, og forklarede også hvad hun lavede inden den direkte udsendelse klokken 12.30.
Det var en ældre pult fra TV-byen.
Her havde hun 6 mikrofoner på.
Der var 2 studieværter nemlig afvikler Marianne Vilstrup og Kim Kristensen og 4 gæster.
Ulla gav mig lov til at tale i talkbackknappen og bede folk om en stemmeprøve.
Jeg fik også lov til at trykke på sendeknappen, og Ulla sagde til mig, at jeg først måtte trykke når der var sagt at klokken er 12.30.
Jeg trykkede på den runde knap på pulten, og vi var i luften.
Efter udsendelsen skulle jeg så med Anne-Grethe Guldfelt i studiet hvor Anne-Grethe skulle indtale tekster til middagsfladen: Kærhave landbrugsskole som skulle sendes fredag den 28. april.
Da Anne-Grethe og jeg kom ud af studiet, skulle udsendelsen så klippes sammen, og der spidsede jeg øre.
Her fortalte Ulla også hvordan hun arbejdede med de svære klip.
Der stod 4 Studer A80 og 2 Emt-950 grammofoner i registreringsrummet.
Der var fjernstart på alle maskiner, og inde fra studiet kunne de også fjernstarte tingene fra kommandopulten.
Meget af det som Ulla fortalte den gang, har mejslet sig fast hos mig, og jeg bruger samme måde når jeg redigerer.
Andreas og jeg fik også lov til at overvære klipningen af Kim Kristensens udsendelse om Lolland Falster travbane som skulle sendes dagen efter.
Fra klokken 16 til 17.45 nåede Ulla da også lige at klippe 4 indslag til aftenudsendelsen.
Om aftenen var jeg så med i studiet under aftenudsendelsen med afvikler Marianne Vilstrup og bagvagt Erna Kraul, som læste de regionale nyheder.
Aftenudsendelsen blev sendt fra klokken 18 til 18.30.
Ulla Hougaard blev i 1980 musiktekniker, og var en af de dygtigste i Danmarks Radio.
Ulla startede på Kanal 94 den 1. december 1984.
Hun havde været i Næstved siden 1973.
Det besøg var så spændende så det blev gentaget allerede mandag, den 12. juni 1978.
Andreas og jeg tog en hel pjekkedag for at komme ned til regionalradioen i Næstved.
Vi fik lov til at komme med i studiet under middagsudsendelsen hvor Anne-Grethe Guldfelt lavede weekendens sport direkte.
Afvikler denne dag var Jan Ewens, og om aftenen var bagvagten Jesper Grunwald.
Da Hans og jeg skulle på et 8 måneders ophold på Silkeborg Højskole fik vi af Køge Kommune bevilget en BASF 9220 stereobåndoptager og en ITT-sm3 stereomikrofon med dinstik.
Vi startede på højskolen lørdag, den 12. august 1978, og sluttede fredag, den 11. maj 1979.
Vi fik også en tandem bevilget af kommunen, for som far sagde, det er den måde de kan deltage i idrætstimerne på.
Vi snakkede med far og mor om, at det var godt at komme ud blandt normalt seende, og da vi 2 gange havde holdt sommerferie på Silkeborg højskole faldt valget på denne højskole.
Det var i 1975 og 1976 at Dansk Blindesamfund havde 14-dages ophold.
I 1977 var vi på Skælskør folkehøjskole.
Hans og jeg var de 2 eneste blinde på højskolen, og der var så også 2 kørestolsbrugere.
Vi boede på værelse sammen med en seende, og det gik faktisk godt.
Der var en kanotur til at ryste os sammen, og her sejlede vi også sammen med en seende.
Det var en fordel at vi kendte skolen og lærerne.
Tirsdag, den 15. maj 1979 startede jeg så i 1 måneds praktik på stemmerskolen på blindeinstituttet i Hellerup.
I 80'erne kom så Dolby på maskinerne, og det skulle jeg da også have.
I november 1980 meldte jeg mig ind i blinde og svagtseendes båndklub forkortet BSBK.
Børge fortalte mange gange om klubbens arrangementer og ture, så det var lige noget for mig.
I marts 1981 var jeg med på det sidste båndkursus på feriehjemmet i Hobro.
Her skulle vi i den gruppe jeg kom med i lave et hørespil med titlen: længe leve friheden, så længe den varer.
vores underviser Tage Poulsen spurgte mig om jeg ville være med til at klippe stykket sammen mellem 2 kasettebåndoptagere.
Jeg sagde ja, og var stolt som en pave.
Under kurset købte jeg en noget bedre kassettebåndoptager nemlig en JVC med Ans og super ans.
Det var en slags dolby system.
Det var den første båndoptager jeg havde med fonostik.
Fairmaten var med minijackstik, og de 2 andre med dinstik.
Jeg glemmer aldrig i 1983 da vi en lørdag eftermiddag i marts lyttede på den første cd-afspiller.
Min stemmerlærer Aksel Gleerup kom med den helt rigtige sætning ved præsentationen af cd-afspilleren.
Han sagde: Man kan sgu høre mekanikken i flyglet.
Og det var rigtigt, det kunne vi.
I efteråret 1983 købte jeg så en rigtig god transportabel kassettebåndoptager nemlig Sony TCD5 med Dolby B.
Den har jeg lavet mange gode optagelser på.
I 1984 købte jeg så en Revox A77 med hastighederne 9,5 og 19.
i marts samme år købte jeg en brugt Uher Reporter 4.000L som var en transportabel spolebåndoptager med 4 hastigheder.
Den første optagelse jeg lavede på den, var for Radio Køge som ringede og spurgte om jeg ville optage for dem da de ikke havde noget transportabelt udstyr. De ville gerne dække lyden af folk der tog fra Køge Torv til det store karneval i København.
Fredag, den 26. oktober 1986 købte jeg så Tandberg TD20A med hastighederne 19 og 38, altså 7½ og 15 tommer.
Så kørte jeg samme hastigheder som Danmarks Radio.
Når jeg redigerede brugte jeg flying start.
Fra tirsdag, den 3. februar til og med fredag, den 29. maj 1987 var jeg så heldig blandt 11 ansøgere at komme med på den første lydstudiemedarbejderuddannelse for blinde og svagtseende.
Vi var fra mandag, den 30. marts til fredag, den 3. april på en uges praktik i Danmarks Radio hos driftsteknikerne Puk Astrud og Susanne Hesselgreen.
Tirsdag og onsdag fulgte vi dem i deres arbejde.
Tirsdag hos Puk var vi i studie 10 (spotstudiet) hvor der blev lavet udsendelserne lyt i dag og dagen i dag med Peter Ryom.
Tirsdag eftermiddag kom Nete Schreiner og lavede lyt i dag til om aftenen.
Onsdag sammen med Susanne var vi i studie 23 og oplevede sammenklipning af stumper til en montage.
Torsdag og fredag var det så os der skulle være teknikere, hvor de instruerede os.
Vi blev udsat for 2 almindelige teknikeropgaver, hvor der skulle klippes forskellige ting sammen.
Det var samme slags opgaver som de underviste deres egne teknikere i.
Jeg blev allerførst sendt på reportage med en Nagra over skulderen, og den lavede jeg i kantinen.
Her mødte jeg Eddy Bøgh Brixen, Jan Vogtmann og driftstekniker Inger Åen fra Kanal 94.
Inger startede på regionalradioen i Næstved den 1. december 1978 sammen med Erik Fleron.
Jeg husker der gik omkring 3 timer med opgaven fra Puk og cirka det samme med opgaven fra Susanne.
Puk og jeg arbejdede i studie 34, og Susanne og jeg i studie 35.
Vi blev under uddannelsen også undervist af Eddy Bøgh Brixen og Jan Vogtmann fra lydteknisk institut.
En uge havde vi Jan Kragh Jacobsen med interviewteknik.
Så undervisningsfolkene var yderst kompetente.
Mandag, den 24. august 1987 blev jeg ansat som medarbejder på Københavns Kommunes lydavis i Lyrskovgade.
De skulle gennem et års tid indspille indvandrelydbøger.
Det projekt var der så ikke flere penge til, så jeg sad det sidste stykke tid bare og klistrede etiketter på lydavisbåndene.
Det var kækomment da Erik Koefoed ringede og spurgte om jeg kendte en der kunne tænke sig at være tekniker på Roskilde Dampradio.
Jeg sagde til ham jeg prøver lige at ringe til en af de andre kursister fra lydholdet.
Jeg fik aldrig ringet, for jeg tænkte: Her har du chancen.
Jeg ringede til Erik dagen efter og sagde, at de var ikke interesseret, men det er jeg.
Erik har siden fået at vide jeg ikke ringede.
Mandag, den 3. oktober 1988 blev jeg ansat på Roskilde Dampradio, og her var det Revox PR99 som vi arbejdede med.
I studie 1 havde vi 2 PR99, og en B77 med 7½ og 15 tommer.
I studie 2 havde vi til at begynde med en Revox B77 og en 4-spors Teak.
En kæmpe udfordring var da radioen lavede montager, det nød jeg, for der kunne man bruge ekstra tid.
Det kan da godt være jeg har brugt længere tid end en seende, men jeg ville have at det skulle være i orden.
I en af montagerne skulle der ligge en lyd i baggrunden fra en operationsstue, og der var en hjertelungemaskine som skulle passe rytmisk.
Den gav sved på panden. Men det lykkedes. Jeg glemmer heller aldrig da vi skulle lave en kokamp i vand.
Det lykkedes også.
Et knirkende hjul til en vandmølle var også en af udfordringerne.
Vandmøllen med hjulet havde vi på en lyd-cd, men ikke den knirkende lyd.
Den fandt vi på dørtrinet indtil Eriks kontor, og så var det min opgave at få det dørtrin til at knirke rytmisk til hjulets lyd.
Det var en svær nød at knække, men langt om længe lykkees det.
Den 1. januar 1995 gik jeg ned på halv tid på radioen, og var der mandag og torsdag, og så stemte jeg de andre dage.
Jeg stoppede helt på Dampradioen den 1. maj 1999.
Jeg begyndte at stemme klaverer på fuld tid.
I 2006 holdt Danmarks Radio udsalg af deres effekter i TV-byen, og jeg var da også derude og kigge hvad de havde.
Der var meget porcelæn, bestik, telefoner, fjernsyn, og så fik jeg pludselig at vide, at de også havde Studer A80 til salg.
Det skulle de aldrig have sagt, for så var jeg jo fyr og flamme.
Den så jeg første gang på Regionalradioen i Næstved onsdag, den 26. april 1978, og siden den da ønsked jeg mig sådan en, men den var jo ikke til at betale. Da jeg under lydstudiemedarbejderuddannelsen var en uge i Danmarks Radio, og vi fast arbejdede med 4 styk, så tænkte jeg mere og mere på den, og drømte også om at jeg fik den, og en lørdag i marts 2006 da de solgte den for 1.000 kroner, så kunne jeg ikke sige nej, og drømmen gik i opfyldelse.
Der stod mange af dem i kælderen, og det skulle selvfølgelig være den med indlytningshøjttaleren ovenpå der skulle med hjem.
Desuden købte jeg også en Nagra IS for 500 kroner, hvor der står Danmarks Radio på.
Studeren var ikke helt i orden, men det blev lavet.
Nagraen fungerer perfekt, og den bruger jeg en gang imellem.
I begyndelsen af januar 1992 købte jeg min første stationære datmaskine, og det var en Sony.
I foråret 1994 købte jeg så min første transportable minidisc.
Det var en Sony MZ1.
Det var godt jeg havde den, for det skete ret ofte når vi lavede montager på Dampradioen at der ikke var maskiner nok, og så var det et held at jeg havde minidiscen.
Onsdag, den 4. december 1996 købte jeg så min første transportable datmaskine.
I juli måned købte jeg min første compactflashkortoptager af mærket Marantz PMD670.
Den så jeg da vi i juni 2004 besøgte Kanal 94, og det var driftstekniker Lars Ingvar der viste optageren.
Jeg gik og overvejede, men måtte ringe til Lars og spørge hvor man kunne købe sådan en.
Det var monoudgaven han viste os, men jeg ville selvfølgelig have den i stereo.
Den har kørt fantastisk i snart 12 år, og der har aldrig været noget i vejen med den.
Siden 2005 har jeg redigeret mine optagelser på computer, og bruger programmet Sound Forge.
Fredag, den 27. maj 2005 investerede jeg i en trådløs knaphulsmikrofon fra Sennheiser med tilhørende sender og modtager.
I september 2010 gik jeg så over til at bruge DPA hovedbøjlemikrofoner.
De trådløse mikrofoner har været en trofast følgesvend i min lydværktøjskasse når vi har været på ture.
Man er fri for at rende efter en guide, og man har hænderne fri når den sidder på hovedet.
Tirsdag, den 1. februar 2011 købte jeg så den bedste kunsthovedmikrofon jeg nogensinde har haft nemlig DPA.
Jeg synes DPA mikrofonerne har en naturlig klang, så det er mine foretrukne mikrofoner.
I maj 2015 kom sidste skud på stammen af DPA mikrofoner.
Det er 2 grænseflademikrofoner, som kan lægges på gulvet og klæbes op på væggen.
Min yndlingsmikrofon til interview udendørs, er en AKG C535 som kommer fra Flemming Rasmussen, indehaver af Sweet Silence Studios.
Jeg tænker nøje over mit mikrofonvalg til hver enkelt optagelse.
Det er derfor jeg har lidt forskellige mikrofoner liggende i driftdepotet.
I maj 2009 ringede min mangeårige ven Michael Bøving en aften til mig og spurgte om jeg ville optage når d spillede ombord på Kanalrundfarten.
Det ville jeg da gerne, og det samarbejde har kørt nu i over 6 år.
I 2010 skulle jeg være producer for bandet Scandinavian Rhythm Boys på en Nettoplade, men det endte med at jeg både blev indspilningstekniker og producer. Jeg tænkte med det samme, det er vigtigt jeg viser hvad jeg duer til.
Bandet blev glad for lyden, og det er blevet til 4 cd-plader siden.
I juli 2011 fik jeg at vide af Michael Bøving at de skulle spille ved esperantokongressen i Bellacenter, og bandet ville gerne have at jeg lavede lyden for dem.
Der var 1600 mennesker i salen, og det skulle lyde som når bandet ellers spiller uden at være forstærket.
Jeg fik forklaret mixeren og hvilke 7 kanaler bandet lå på, så var det bare at huske det.
Lydanlægget var sat op af Tivolis folk som også stod og holdt øje med hvordan jeg klarede det.
Jeg hørte svagt i baggrunden under det første nummer at der blev sagt: Hvis han ikke kan finde ud af det indenfor de første 2 numre, så må vi overtage. Det gjorde så at jeg måtte vise dem at det her kunne jeg godt finde ud af.
Der er mange gange at folk tror at vi blindfødte ikke kan noget som helst, men er fuldstændig hjælpeløse.
Vi er som almindelige mennesker, men har på grund af det manglende syn behov for en hjælpende hånd en gang imellem.
Det var ganske kort hvordan jeg er kommet i gang med mit lydarbejde.

Opdateret d. 15.11.2017