Torsdag, den 25. oktober 2018 fortalte Hans og jeg om vores barndom på Refsnæsskolen i Kalundborg i et foredrag som blev holddt i Blindehistorisk Selskab. Arrangementet fandt sted på Plejehjemmet Solterrasserne i Valby med 36 deltagere. Varighed: 1 time 15 sekunder.
Foredrag med Hans og Henrik Olsen om tiden på Refsnæs
Efter kaffepausen stillede folk spørgsmål til Hans og mig, og nogle kom med erindringer.
Varighed: 31 minutter 58 sekunder. Anden afdeling af Hans og mit foredrag

Tvillingerne Hans og Henrik Olsen som blev født på Næstved Sygehus mandag, den 8. august 1960 3 måneder for tidligt, og derfra blev vi overflyttet til Rigshospitalet i København.
Den 2. marts 1961 ankom vi på børnehjemmet på Refsnæsskolen i Kalundborg.
Børnehjemmet blev oprettet af grosserer Cornelius Stau, der i 1921 købte en nabogrund på 8 tønder land, hvor der var plads til 20 børn i alderen 0 til 7 år..
Plejemor Jenny Friis der var uddannet sygeplejerske blev ansat i 1947, og hun holdt op i sommeren 1973.
Vores dåb fandt sted den 29. april 1962 i gymnastiksalen med skolens præst Einar Norup fra Raklev kirke.
Under gudstjenesten stod vi i pigernes omklædningsrum, og vi har langt senere fået at vide, at vi pludrede under hele barnedåben.
Vores biologiske forældre Orla og Anna Marie Larsen havde bestemt at den ene skulle hedde Erik, og den anden Gerhart.
Birgit Petersen som modtog os den 2. marts 1961 fandt på navnene Hans og Henrik fordi hun kendte en dreng der hed Hans-Henrik, og så synes hun at det var pæne navne.
Jenny Friis kørte ind til København og spurgte vores biologiske mor om vi måtte hedde Hans og Henrik, og det havde hun ikke noget imod, men vi skulle stadig hedde Erik og Gerhart.
Vores gudmødre var Birgit Petersen og Ketty Venneberg som begge var ansat på børnehjemmet.
Hans blev båret af Birgit Petersen, og jeg af Ketty Venneberg. I november 1962 fik vores kommende adoptivforældre Ove og Linda Olsen fra Køge et tip fra Karen og Børge Pedersen i Præstø om, at vi var på børnehjemmet og var forældreløse.
Karen og Børge kom ofte på skolen dels fordi de selv havde været elever, Børge fra 1934 til 1942, og Karen fra 1946 til 1948, og nu havde deres svagsynede datter Helene gående deroppe.
Så vidt vi ved, er Ove og Linda Olsen det første blinde ægtepar i Danmark der fik adoptivretten på 2 blindfødte tvillinger.
Adoptionspapirerne gik dog først i orden i 1974.
Indtil da havde vi efternavnet Larsen.
Allerede kort efter vi startede i 1. klasse blev der sagt Olsen når vi blev nævnt til morgensang.
Far og mor besøgte os en gang om måneden, og havde altid den transportable spolebåndoptager med.
i juli 1963 var Hans for første gang på 14 dages sommerferie på Becksvej 7 i Køge.
Julen samme år måtte vi ikke komme hjem for plejemor.
Fra påsken 1964 var vi hjemme i alle ferierne, det vil sige 4 gange årligt, og fra 1966 hver weekend.
I 1966 skiftede skolen navn til Statens kostskole for blinde og svagsynede, Refsnæsskolen.
I begyndelsen sagde vi onkel og tante, men ret hurtigt blev det til far og mor.
Lidt om dagligdagen på børnehjemmet.
Som i alle andre familer startede vi med morgenmad.
Klokken 9 gik vi op på første sal i børnehaven hos Herdis Stenbæk som var svagsynet.
Hun gjorde meget ud af anskuelsesundervisning og musik.
Af instrumenter var der xylofoner, triangel, mundharpe, tamborin og et skrækkeligt pumpeorgel, så det var et nydeligt orkester.
Af legesager var der en trapetz og en gynge.
I anskuelsestræningen tabte Stenbæk forskellige ting på gulvet som vi dels skulle høre hvad var og derefter finde og aflevere til hende.
Stenbæk sørgede jævnligt for at der blev lavet udsendelser fra børnehaven på brevbånd som blev sendt til far og mor, der så efterfølgende sendte båndet retur, med hilsner til specielt os og de andre børn.
På et af båndene gjorde far opmærksom på, at vi ikke kendte forskel på højre og venstre, og for og bag, og sagde at det skulle vi lære.
Et forslag Refsnæs tog til sig.
Klokken 12 fik vi varm mad, hvor vi sad ved små runde borde.
Efter middagen skulle vi sove til middag på båre af træ i liggehallen, der var forsynet med en masse ruder.
En dag ind under jul lå vi og sang på loftet sidder nissen, og vi sluttede med en to tre så er de væk, og Kim Høy fortsatte i en sæk fuld af blæk og sparkede en af ruderne ud.
Om eftermiddagen havde vi en ugentlig enetime hos Stenbæk i børnehaven i praktiske færdigheder så som at binde sløjfer på sløjfebrættet, som bestemt ikke var vores stærkeste side, men Stenbæk kæmpede en brag kamp, og vi fik det omsider lært.
Når vi ikke var i børnehaven foregik meget af vores leg udendørs med trehjulede cykler, hvor styr og metal var af metal.
Hans kørte på den lilla, Henrik på den grønne og Claus Nielsen fra Munkebo på den røde.
Claus var vores uadskellige kammerat gennem hele tiden på børnehjemmet.
Derudover havde vi en gammel træbåd hvor malingen næsten var slidt af, en trillebør, sandkasse med små spande, skovle og sier af plastic, og der var en god bred kant vi kunne sidde på, gynger og karussel som kørte rundt på en gammel jernbaneskinne.
Karussellen var med hjul af jern der både larmede og peb nederdrægtigt.
Indendørs havde vi en gyngehest lavet af træ, hoppebold med 2 gummiøre, snurretop og en firkantet kravlegård med et højt trærækværk.
På bunden af kravlegården lå der en måtte i kravlegårdens længde.
Derudover havde vi også en elefant som vi kunne sidde på.
Den var lavet i noget glat træ med en stor snabel.
Klokken kvarter over fem fik vi aftensmad igen ved de små runde borde, som bestod af rugbrød som var skåret i kvarte skiver.
Klokken 18.15 skulle vi ligge i vores seng så vi kunne høre udsendelsen for de små med Birgit David, Thorkild Demuth eller Vivi Leth.
Radioen stod oppe på et skab som vi ikke kunne nå op til.
Det skete dog nogle gange at vi lå og snakkede efter udsendelsen for de små, så fik vi meget bestemt at vide at nu skulle vi sove.
Hver søndag formiddag klokken 9.55 skulle vi lytte til højmessen i radioen, og om eftermiddagen spillede frøken Friis plader for os.
Vi hørte blandt andet Karius og Baktus, folk og røvere i Kardemommeby, den tapre skrædder, Rødhætte og ulven, fyrtøjet og spørgejørgen med Ilselil Larsen.
Jenny Friis forstod at hygge om os, for hver aften i julemåneden var vi inde hos hende i privaten, hvor hun læste julehistorier og delte godter ud.
En af historierne hun læste hvert år var Peters jul af Johan Krohn.
Et par dage før jul var vi på Værnehjemmet hvor frøken Olsen læste Troldebogen, og Værnehjemspigerne sang julens sange.
Den sidste aften inden juleferien kom forstander Poul Petersen med slik, og i julegave fik vi alle en lommelygte til 3 kroner.
Når vejret var til det, gik personalet tur med os, som regel gerne ud mod Kysthospitalet som lå længere ude af Kystvejen.
Vi kom også på privatbesøg hos Birgit Petersen i Nygade 2A i Kalundborg, hos nattevagten fru Andersen og manden Viggo samt deres halvvoksne søn Søren, på Røsnæsvej.
Vi var et par gange på besøg hos Ketty og Ib Wenneberg.
En dag da vi var 5-6 år gamle, mente frøken Friis at vi var store nok til at lære værktøjet at kende.
Hun gav trekløvret Hans, Henrik og Claus hver en hammer som vi kunne slå i træ med, men kort efter lavede vi 3 store huller i murstensvæggen, og så blev hamrene taget fra os aldeles omgående.
Efter sommerferien i 1967 begyndte vi i forskolen hos leder Niels Mathiesen og og Kari Norsett.
Kari ville gerne have at vi i alle hendes timer tog med ud og kiggede på hus som hun gerne ville bo i.
Mathiesen mente det var bedre vi selv byggede et.
Hvilket blev gjort i en af de 4 nyindviede pavilloner K3 til K6.
Forskolen var i K6 længst væk fra skolegården.
De 4 pavilloner lå for enden af flisegangen startede i skolegården ved pigernes indgang til gymnastiksalen og svømmehallen.
Flisegangen gik forbi frugtbodenog cykelskuret som man havde på højre hånd.
Inden fliserne blev lagt, var det en grussti.
For enden af stien drejede vi til højre på en ny flisegang, og den første pavillon på venstre hånd var K3.
Vi gik under et halvtag når vi gik langs pavillonerne.
Mellem pavillonerne var der en lille græsplæne.
Det hus vi lavede sammen med Mathiesen, var et indendørs hus bygget i solidt træ og så blev det vandmalet.
Huset var i tre etager.
For at komme fra stuen til første sal gik vi op ad en rebstige.
På første sal var der et lille rum der var under tag, og drejede vi til venstre, gik vi ud på en lille altan der ikke var lukket, og der var heller ikke noget rækværk.
Nede foran lå der en måtte vi kunne hoppe ned på.
En stige inde i huset førte fra første sal op til anden sal.
Stigen til anden sal var ovre til højre i det tagdækkede rum på første sal.
I både stuen, første og anden sal kunne vi stå oprejst.
På første og anden sal blev der lagt et trægulv, mens der i stuen var betongulv med en pæn glat overflade.
Huset gik stort set fra gulv til loft.
Et andet fag som Refsnæs lagde stor vægt på, gennem hele skoletiden var musik.
Vi havde ugentlige timer med Niels Ove Jørgensen, bedre kendt under navnet Nick.
Han lærte os blandt andet sangen: Der var en gang 3 venner. Den sang vi af fuld hals til Nicks guitarakkompagnement.
Samme år som vi begyndte i forskolen, flyttede tre af vores gode kammerater Henning Abildgård, Bent Bomholt og Jens Holger Jensen på afdeling Øst.
Vi måtte ikke gå over og besøge dem, og de måtte ikke komme på børnehjemmet, så vi stod og råbte til hinanden.
Vi stod inde bag det cirka en meter høje trådhegn.
Samtidig med at vi begyndte i forskolen startede vi med at gå til morgensang hver morgen klokken 8 i sangsalen på Østskolen.
Ved morgensangen skulle vi stå op allerbagerst til vi begyndte at gå i tredje klasse.
Vi havde 4 sangbøger som svarede til årstiderne.
Først blev der sunget en salme, så kom der meddelelser fra forstander Kurt Kristensen, eller hans stedfortræder skoleinspektør Holger Skov, som fortalte hvem der skulle til læge, tandlæge samt øjenlægesamt om der var besøgende på skolen.
Tirsdag og torsdag var tandlægedag fra klokken 8.15 til klokken 10 på Refsnæs egen tandklinik på første sal på Øst ved siden af medicinstuen ved tandlæge Børge Ingerslev fra Kalundborg.
Lige til venstre for medicinstuens dør var der en lille tomandsbænk der kunne slås ned.
Der sad vi så pænt og ventede til det blev ens egen tur.
Hvis du sad stille og roligt i tandlægestolen, fik du 25 øre af Ingerslev.
Børge Ingerslev stoppede i slutningen af 1972 da Refsnæs opdagede at han næsten var helt blind.
Fra 1973 kom vi ind på tandklinikken: Kristensen og Skiødt.
Klinikken lå på Bransbjerg i Kalundborg.
Bransbjerg er en sidevej til Hestehavebakken.
Skolen havde valgt tandlæge Kjeld Kristensen som den gang var 29 år.
Han var meget interesseret i svæveflyvning, og fortalte os om det mens han undersøgte tænderne.
Hos Ingerslev sad vi i en gammel stol som hverken kunne lægges ned eller hejses.
Refsnæs holdt fast i de samme dage tirsdag og torsdag.
Vi var 4 elever der blev kørt ind til klinikken fra klokken 9 til klokken 11.
Det var altid sygeplejerske Ella Nygård der var med på klinikken.
Kjeld Kristensen brugte en halv time på hver elev, og gav Ella Nygård besked om den enkeltes status inden næste blev kaldt ind.
Vi var hos tandlægen hvert halve år.
Medicinstuen blev myndigt ledet af afdelingssygeplejerske Bodil Jakobsen, der senere blev svagtseende.
Bodil Jakobsen blev i 1970 afløst af afdelingssygeplejerske Agnete Bak som blev ansat i 1967.
Medicinstuen havde åben om morgenen fra klokken 7.40 til klokken 7.50, og om aftenen fra klokken 17 til klokken 17.15.
Lige indenfor døren til venstre hang der en plade med en pæn og glat overflade på væggen.
Den blev hver morgen og aften slået op, og det var her ved pladen du fik din medicin.
Sygeplejerske Karen Petersen viste mig en morgen hvordan pladen fungerede.
Karen Petersen var gift med skolens pedel Henry Petersen.
Onsdag var øjenlægedag.
En gang om måneden kom overlæge Henning Skydsgård fra Blindeinstituttet på Kastelsvej 60 i København.
Det var et besøg vi glædede os til, for han havde altid mappen fuld af flødekarameller.
Han kom rundt i samtlige klasser og hilste på os.
Øjenklinikken var på medicinstuen.
I en lille mellemgang ovre i venstre side af medicinstuen, stod spaltelampen.
Den lille mellemgang førte ind til sygeafdelingen.
Det var kun sygeplerskerne der måtte gå den vej.
Når det ikke var Skydsgård selv, var det øjenlæge Mette Warburg der kom.
De andre onsdage blev man kørt til øjenklinikken på Kastelsvej 60 i København først af Erik Hansen kaldet Madhansen i skolens røde folkevognsbus.
Det var meget tydeligt at høre at han kom fra Kalundborgegnen.
Madhansen havde også en ladcykel, hvor den cirka en meter brede lange ladvogn sad forest, og han styrede den så med en jernstang der gik på tværs af vognen.
vognen var overdækket med en presæning.
Den havde sin faste plads under halvtaget til venstre for drengenes indgangsdør til gymnastiksalen og svømmehallen.
Fra november 1968 kom vi på statens øjenklinik på det nye Blindeinstitut på Rymarksvej 1 i Hellerup.
Tirsdag og torsdag eftermiddag kom huslæge Preben Gamst, som var kredslæge i Kalundborg.
Efter Preben Gamst fik vi i marts 1970 Marianne Levinsen som huslæge.
Marianne Levinsen var skolens huslæge til sommeren 1975.
Efter sommerferien 1975 kom Grethe Hermann på skolen som huslæge.
Både Marianne Levinsen og Grethe Hermann kom tirsdag og fredag formiddag.
Tirsdag eftermiddag en gang om måneden kom øre- næse og halslæge Yap Dipephin fra Holbæk sygehus fra klokken 14 til klokken 16 i medicinstuen på Øst.
Morgensangen sluttede med en fædrelandssang.
Det var stedets klaverlærer og organist ved den femtårnede Vor Frue kirke i Kalundborg Viggo Whølk, måske af nogle kendt som Viggo Poulsen, der spillede på Hornung & Møller-flyglet.
Da vi gennem et stykke tid i foråret 1968 havde brudt reglerne om at der ikke måtte snakkes under morgensangen, idømte frøken Friis Hans, Henrik og Claus tre ugers stuearest.
Claus havde en singleplade med Cæsar udgivet i 1967 som blev forbudt af plejemor fordi der blev sunget ryg, røv og lår.
Vi troede den hed Motorcyklen, men den hedder i virkeligheden Vild Engel.
Den hørte vi igen og igen på Clauses batteridrevne rejsegrammofon under vores stuearest som mærkeligt nok var uden opsyn af en voksen.
Pladen var tilsidst temmelig ridset.
En torsdag morgen under vores stuearest gik trekløveret før morgensangen sluttede ned i forskolen.
Vi gik ind af pavillondøren som var forsynet med en stor bred glasrude fra toppen og hele vejen ned.
På venstre side af gangen havde vi den lange knagerække til vores tøj med en lille bred knage for neden,, som hang sammen med den større knage som gik op i en spids.
Første dør på højre side af gangen var ind til toilettet.
For enden af gangen var der en trædør ind til det store rum som var forskolen.
Da vi kom hen til trædøren kunne vi ikke komme ind for der stod en ret stor genstand foran døren.
Vi mærkede på tingesten og blev enige om, at det var da en rigtig grammofon med 2 pladetallerkner.
Kort efter kom Mathiesen og fortalte at det var et lille komfur.
Morgensangen varede cirka et kvarter, og december var noget vi så frem til.
Gartner Børge Rasmussens folk hængte en stor adventskrans med 24 lys op under loftet, og vi små elever blev på skift af en af skolens lærere løftet op for at puste lys ud.
Børge Rasmussen var fuldtidsansat gartner på Refsnæs.
Hvert år i forbindelse med Store Bededag var der forældredag.
Når vejret var til det, var der morgensang i skolegården, hvor gartner Rasmussens folk havde stillet bænkene fra gymnastiksalen op på rækker og taget Hornung & Møller klaveret ud.
Den nye forstander Kurt Kristensen, der blev ansat i 1966 synes at vi den første forældredag skulle synge i østen stiger solen op.
Efter morgensangen på forældredagen var der morgenkaffe med rundstykker i gymnastiksalen både for forældre og os elever.
Alle fik et navneskilt i sortskrift sat fast med en sikkerhedsnål.
Bagefter gik vi i klasserne og viste noget af det vi havde lært i årets løb.
I 1967 skulle vi i forskolen lave hakkebøf med løg, det var en ide der kom fra Kari Norsett, hvilket vores far og mor synes var ejendommeligt.
Der var heller ikke noget med at vi skulle vaske fingre inden vi begyndte at rodde med farsen.
Samtidig havde forældrene mulighed for at tale med de forskellige lærere om vores status.
Fra klokken 14 til klokken 16 afholdtes den årlige ordinære generalforsamling i forældreforeningen.
Dagen sluttede af med fællesspisning i gymnastiksalen.
Far og mor kom gerne om fredag eftermiddag og boede de første år hos Elisabeth Kjellerup, der var mors plejemor på Østskolen, da hun var elev fra 1938 til 1943.
Far var på Refsnæs fra 1936 til 1939, hvor han boede på Vestskolen.
De sidste år boede far og mor hos Poul og Edith Glygård i Kalundborg.
Poul der selv var gammel Refsnæselev fra 1919 til 1922, fremstillede bøger i punktskrift til skolens elever, og Edith indlæste bøgerne på spolebånd så Poul havde noget at skrive af efter.
Poul betjente spolebåndoptageren med en fodpedal, hvor han kunne starte, stoppe og spole tilbage.
Inden hans ansættelse på Refsnæs i 1968 havde han Dansk Blindesamfunds trykkeri på Grøndalsvænge Alle 72, København F.
Poul sad i trykkeriet på Fjordhøj, det der tidligere hed Værnehjemmet.
Refsnæsskolen udbyggede sin punktproduktion af bøger, og 1. oktober 1971 blev Ole Jerichow ansat som stereotupør, og Vagn Lassen som trykker.
Vagn Lassen plastsugede også tekster på plasticark.
Poul og Ole skrev på sinkplader, og korrekturlæsningen blev varetaget af Oluf Tangager, der selv var helt blind.

Efter sommerferien 1968 kom vi på Østskolen.
Det var en kostafdeling for både piger og drenge i alderen 8 til 16 år.
I underetagen kom vi fra skolegårdens højre side først ind i bislaget.
Her havde hver sit rum som vi skulle hænge overtøjet og skifte fodtøj.
I bislaget var der på højre side en trappe der førte op til sygeafdelingen, og lige til venstre for trappen var der et rum som vi kaldte rulleskøjterummet.
Når vi gik ind på gangen, var der på højre side skolekøkken, personalets spisestue, inspektionskontoret, hjørnebænken hvor der stod en gammel telefon med håndsving, Vestdøren som førte ud til skolens område, og det var her busserne holdt når vi skulle på weekend og ferier, pigernes legestue, hulen, som var de store pigers opholdsstue, et par legestuer med veranda, skolens telefonomstilling, først med snorebord, siden kom der automatbord, forstanderens kontor og Viggo Wøhlks musiklokale, og til sidst de tre trin ned til sangsalen.
I Wøhlks musiklokale stod der da vi startede i 1968 et Hornung & Møller pianino, men det blev i 1971 udskiftet til et Brødrene Jørgensen 102M pianino.
På venstre side af gangen når vi kom fra bislaget, var der først toiletter, radiostuen, telefonbox, nedgang til kælderen, trappe op til første og anden sal, et lille køkken og elevernes spisestue.
For enden af gangen var kontordøren, hvor en flisegang gik over til indgangen ved Tyskertrappen i skolebygningens bagende.
På første sal var der sovestuer.
På anden sal var systuen og oldfrueboligen.
Oldfruen hed i 1968 da vi kom Øst, Gerda Overgård, som senere blev afløst af Else Nielsen, der var gift med skolens altmuligmand Egon Nielsen.
De var begge et par sindige jyder.
Claus er næsten 7 måneder yngre end os og boede på børnehjemmet til Egehuset var bygget færdigt i 1969.
Her flyttede han på tomandsværelse sammen med Jørgen Bak.
Hans og jeg besøgte tit Claus og Jørgen hvor vi legede hvornår var det, nu det var.
Claus var Claus Walther, Jørgen var Arne Myggen og Hans og jeg var deltagerne.
Vi blev lukket ind i hver sin boks.
Boksene var Claus og Jørgens klædeskabe.
Skabsdørene blev lukket til af Claus, og så blev der åbnet for henholdsvis boks 1 og boks 2.
Jeg sad altid i boks 2.
Det hele blev så optaget på Clauses Grundig spolebåndoptager.
På Øst boede vi som sagt på sovesale hvor vi havde hver en køjeseng og en lille træstol med låg til vore ejendele.
I legestuen havde vi hver et skab med to hylder i, og vi fik alle en nøgle til vores del af skabet som vi skulle passe godt på.
Vi var ti drenge på hver sovesal, hvor der også var håndvaske og en hylde op over til tandkrusene som var lavet af blik.
Hans kom på stue 10, og Henrik på stue 11.
Sådan boede vi indtil påsken 1971, hvor vi flyttede på tremandsværelse med Andreas Møller Petersen i blå gruppe.
Værelset vi boede på var Elisabeth Kjellerup og Kirsten Knudsens lejlighed.
Kirsten Knudsen var plejemor på Øst efter Elisabeth Kjellerup.
Vi blev inddelt i tre grupper blå, rød og grøn.
Blå gruppe dækkede værelserne fra nummer 2 til nummer 12.
Rød gruppe gik fra nummer 3 til nummer 8.
Grøn gruppe blev placeret øverst oppe i den gamle systue.
Her boede de store piger.
På nummer 1 og 8 var der en ikke så bred lang altan med en cirka en meter høj betonmur hele vejen rundt.
Gulvet var lavet af træbrædder.
Spisestuen i blå gruppe var på stue 11 som lå som sidste dør på højre hånd for enden af gangen, opholdsstuen med et Philips fjernsyn var på stue 10 som lå for enden af gangen.
I spisestuen var der lige når vi kom ind af døren, et langbord, og ovre til venstre to runde borde.
På stue 10 stod der også et Hornung & Møller pianino.
Det spillede Allan Sørensen fra Vodskov ved Aalborg meget på.
Rød gruppe havde opholds- og spisestue på stue 7 som lå på venstre side af gangen når vi gik ned mod medicinstuen og sygeafdelingen.
Den sidste aften inden weekenden kunne vi hæve penge hos enten Connie Justesen eller Alice Teilmann.
Alice Teilmann var uddannet damefrisør, og kom på skolen og ordnede hår på eleverne.
Senere blev hun ansat som assistent.
Når vi kom ind på vores værelse, stod der til venstre for døren et skab med 3 låger, hvor vi havde vores tøj med 2 skuffer for neden, og en bøjlestang for oven.
Andreas havde det venstre, jeg det midterste og Hans det højre skab.
Andreases seng stod til venstre for skabet.
Ved hans hovedgærde stod et møbel med tre skuffer.
Oven over sengen havde Andreas fået sat en lille reol op med to hylder.
På den øverste hylde stod hans Løveradio.
Den måtte vi ikke pille ved, men når Andreas ikke var på værelset pillede jeg altid ved radioen.
Hver anden lørdag når det var kort weekend, hørte vi altid klokken 12.15 middagskoncerten med Svend Nicolaisens og hans orkester.
På sit møbel havde Andreas en Nortmente kassettebåndoptager hvor han kunne optage direkte fra radioen med en trepolet dinledning.
Den ledning kaldte vi for en direkteledning.
For fodenden af Andreases seng mit møbel også med tre skuffer, og så kom min seng.
Hanses seng stod ved den lange væg modsat døren.
Hans og jeg havde over hovedgærdet en hylde vi selv havde lavet i formning.
Hans havde i sløjd lavet et kakelbord som stod foran sengen.
Hans havde også i formning lavet et fodboldspil af træ, hvor vi brugte kapsler til at spille med.
Der var et mål i begge ender af banen, og foran målet stod en træpind i et hul som var målmand.
Derudover var der 20 huller med træpinde, så når kapslen lå ud for den spiller, brugte vi træpinden til at skyde med.
Hans havde et skab med to lange hylder under vinduet til højre når vi kom ind af døren.
I midten af værelset havde vi et rundt bord med tre stole.
Andreas fik sat navneskilt på sin stol i punkt med dymotape.
Jeg lavede også et kakelbord i sløjd, men det holdt ikke særlig længe.
Per Thomsen fra Helsingør og jeg, lavede en primitiv hytte uden tag på, hvor vi satte mit kakelbord ind i.
Allerede dagen efter regnede det og bordet blev fuldstændig opløst, for det var lavet i sponplader.
Per Thomsen boede på nummer 2 sammen med Lars Hedegård fra Århus.
På nummer 1 boede Allan Sørensen.
Lisbeth Skov boede på nummer 9, og Susanne Petersen boede på nummer 12.

I efteråret 1970 havde Kalundborg 800 års byjubilæum, og skolen syntes vi skulle ind og overværre begivenheden når tronfølgeren prinsesse Margrethe og prins Henrik kom klokken ti om formiddagen.
Vi skulle stå med et dannebrogsflag i hånden, så ville Margrethe og Henrik hilse på os.
Vi måtte ikke sige noget til de kongelige.
Da jeg havde hilst på prinsesse Margrethe, kom prins Henrik og gav mig hånden, og jeg spurgte ham direkte: Hvordan bliver man prins?
Der blev tysset på mig, men han svarede stille og roligt, ved at finde en sød prinsesse.

En bøjle i klemme.
En onsdag eftermiddag i 1971 lige efter mælkebord, skulle jeg hurtig ud ad døren.
Jeg flåede min jakke ned fra bøjlen, og hørte ikke bøjlen faldt ned i bunden af skabet.
Jeg knalede skabslågen i, og kunne ikke forstå at den ikke ville lukke, så den fik et ordentligt klask så skabslågen røg af.
Jeg lod bare skabslågen ligge på gulvet.
Hvem der samlede den op ved jeg ikke.
Lørdag formiddag blev jeg kaldt over på skoleinspektør Holger Skovs kontor, og her fik jeg tre kvarters forevisning af forskellige typer skabe og låger, og hvordan ting kan sidde i klemme.
Der var ikke noget med at han skældte ud, men forklarede det stille og roligt.
Jeg lovede at kigge ordentlig efter i fremtiden.

Bundpladerne skal mørnes.
I sengene på Øst havde vi en Dallerupmadras som skulle vendes hver fjortende dag.
Det fik vi forbedret kort efter vi flyttede på værelse med Andreas efter påskeferien 1971.
Vores rygge skulle stabiliseres bedre om natten, så Refsnæs havde fået at vide, at de skulle lægge en bundplade i sengen under Dallerupmadrassen.
Hans og jeg blev enige om at de bundplader skulle mørnes.
Vi stillede os op i sengen og hoppede op og ned.
Det holdt pladerne ikke til ret længe.
Hanses seng kom til at ligne en sejlbåd hvor der var en stor fordybning i midten, og så gik den opad i begge ender.
Værst gik det ud over min seng.
En aften jeg hoppede kraftigt og længe i sengen, gik jeg gennem fjedrene og resterne af bundpladen.
Succesen var fuldendt.
Alice Teilmann sagde næste morgen hun kom ind, at jeg ikke fik nogen ny seng, men måtte ligge i den uden fodende og hovedgærde Det varede til forældredagen, hvor far og mor sagde at jeg skulle have en almindelig seng og ligge i.
Jeg lovede så ikke at hoppe i sengen mere.
Hans og jeg fik aldrig mørnet Andreases bundplade.

Lederen af materialelaboratoriet Erik Mortensen vidste, at Hans og jeg interesserede os meget for fodbold, og også samlede på kapsler med billede af spillerne fra de forskellige klubber.
Han kendte Flemming Ahlberg som spillede i første divisionsklubben Frem.
Flemming Ahlberg havde Hans og jeg naturligvis også på en af kapslerne.
I det store frikvarter en lørdag formiddag op til en kort weekend, sørgede Erik Mortensen for, at Hans og jeg mødte Flemming Ahlberg og vi fik en god snak.
Vi mødte Flemming Ahlberg og Erik Mortensen på græsplænen lige foran Strandbo ud mod legepladsen hvor der var en nubret væg, som jeg også nogle gange spillede bold opad, hvis der var andre der spillede i skolegården.
Materialelobaratoriet lå først på Strandbo, senere i det gamle badeværelse på første sal på Øst.

Mandler og polypper.
Tirsdag, den 28. februar 1972 blev jeg sammen med Tommy Gravgård Hansen fra Hammel indlagt på stue 3 på Holbæk sygehus.
Jeg skulle onsdag morgen den 1. marts klokken 8 have fjernet både mandler og polypper af overlæge Håse.
Yap Diepefinn havde fjorten dages ferie.
Tommy skulle kun have fjernet polypper.
Vi blev kørt til Holbæk sygehus af sygeplejerske Ella Nygård, som blev der til indlæggelsespapirerne var skrevet.
Sekretæren hed Petersen og havde også fødselsdag den 8. august.
Tommy kom hjem til Refsnæs om fredagen, og jeg skulle ligge der til tirsdag, den 7. marts.
Tirsdag aften ved sygeplejerskeskiftet klokken 23, fik både Tommy og jeg meget bestemt at vide, at vi ikke måtte få mere at drikke eller spise inden operationen om morgenen dagen efter.
Der blev hængt et rimelig stort metalskilt op på fodenden af vores senge med teksten faster.
Tommy og jeg lå ved siden af hinanden lige indenfor døren til venstre.
Vi blev vækket klokken 6 onsdag morgen og fik taget temperatur, og klokken 7 fik jeg et lille pilleglas sovemedicin.
Det var noget saft, men det kaldte de for sovemedicin.
Jeg blev hentet kvart i otte om morgenen af en portør og kørt ned på operationsstue 2, hvor operationslejet stod helt op af en væg.
Jeg blev den gang bedøvet med æter og fik en maske over næsen.
Da masken blev lagt over min næse sagde overlæge Håse sov godt.
Jeg vågnede oppe på stue 3 klokken 14 og Claus stod ved fodenden af min seng og kaldte på mig.
Jeg blev utrolig glad for at høre hans stemme.
Det var afdelingsleder på Egehuset Lars Kragsaa der kørte Claus til Holbæk sygehus.
Claus og Tommy boede begge på Egehuset, men det var mig Claus ville besøge.
Der var kun en halv times besøgstid om eftermiddagen, og en halv time om aftenen.
Jeg havde temmelig ondt i halsen efter indgrebet, og min stemme var noget grødet.
Jeg levede de første par dage af is og ymer og sodavand.
Tommy blev hentet af sygeplejerske Ella Nygård.
De sidste dage jeg lå i Holbæk, lærte jeg sygeplejersken Inga punktalfabetet på en prentavle.
Jeg nåede at få et brev fra hende fjorten dage efter jeg kom hjem fra Holbæk sygehus.
Da jeg blev hentet om tirsdagen af Ella Nygård, gav hun en kop kaffe i Holbæk, og en kop kaffe og et stykke wienerbrød i Kalundborg.
Jeg husker lige så tydeligt, at Ella Nygård altid gik i fodformede sko.

Tirsdag, den 12. december 1972 tog vi 6 elever sammen med musiklærer Hanne Plaetner færgen fra Kalundborg til Århus.
Her skulle vi optages til programmet Kikkassen om lørdagen den 16. december.
Vi sejlede fra Kalundborg havn klokken 8.45, og ankom til Århus havn klokken 11.45.
De havde i studie 12 i Århus sat mikrofonerne under vores stole.
Jeg kom til at sidde lidt uroligt på stolen der var uden ryglæn så mikrofonen væltede.
Vi fik herefter streng ordre på at sidde helt stille.
Hans og jeg gik rundt på færgen da vi sejlede fra Århus mod Kalundborg, og vi ryttede alle hylderne for fartplaner.
Vi havde hver sin skuldertaske med, så der kunne være mange fartplaner i begge tasker.
Vi sejlede fra Århus klokken 15.45, og ankom til Kalundborg klokken 18.45.
Da vi kom hjem på Øst, lagde vi alle fartplanerne i de 2 nederste skuffer i mit møbel.
Cirka en uge efter opdagede Alice Teilmann da hun var inde hos os, at skufferne var fyldt med fartplaner.
Dem fik vi besked om at gå op med i skuret hos gartneren.
Hans og jeg fyldte igen taskerne og gik op og smed i en papirsæk.
Jeg gik tit op i skuret hos gartneren og sad og læste i de gamle radioprogrammer, helst så gamle som muligt.

Onsdag den 4. april 1973 flyttede jeg efter aftensmaden ind på stue 8 i rød gruppe, hvor Lise Sørensen var leder.
Stue 8 var et enmandsværelse.
I maj var hele skolen i Tivoli.
Peter Richard Rasmussen fra Tranekær på Langeland og jeg gik med Lises kæreste Kjeld Kristensen, som spillede fodbold i B1903.
Hans fulgtes med Erik Mortensen.
Peter, Kjeld og jeg var i baljerne, vikingeskibene, ruschebanen, kålormen og ballongyngen.
Kjeld fortalte oppe i ballongyngen, at vi var over tivolis højeste træ.

Garderhusarerne i Næstved.
I den første uge af sommerferien 1973 var vi nogle få elever på et 6 dages ophold på Garderhusarkassernen i Næstved.
Hans og jeg var på kassernen sammen med Per Thomsen, Tommy Højlund, Henning Abildgård, Jens Holger Jensen og Bent Bomholt.
Vi ankom mandag formiddag til kassernen, og rejste hjem lørdag formiddag.
Mad og ophold blev betalt for os af kassernen.
Vores kontaktmand på kassernen var Jørgen Ejby.
Vi ved ikke hvad han hed rigtig, for de brugte bynavne på folk.
Jørgen kom fra Ejby på fyn.
Vi var med på et par køreture i pansret mandskabsvogn, og onsdag eftermiddag sejlede vi en dejlig tur i kano på Susåen sammen med nogle soldater.
Pludselig udbrød Tommy da Jens sad med sin pagaj: Jens Holger Jensen hvad laver du. Hvorfor sidder du og vifter med den gamle stolpe der?

I hele 1973 skulle afdeling Vest bygges om, så eleverne boede det års tid ombygningen stod på, på det gamle børnehjem.
Det fik navnet Tappernaklet.
Indtil efter ombygningen af Vest, var det kun drenge der boede der.
Fra 1974 blev Vest en blandet kostafdeling for både piger og drenge.

Søndag den 17. marts 1974 flyttede vi ind på den nyopførte kostafdeling Lærkehuset i Byens Mose.
Hver morgen og eftermiddag gik vi cirka 1 kilometer til og fra skole.
Hans fik eneværelse, og jeg delte værelse med Andreas Møller Petersen.
Andreas og jeg boede på det sidste værelse for enden af den lange gang.
Her lå vi på sovesofaer.
Når vi slog ryglænet op, lå sengetøjet rullet sammen inde i et lille rum, og vi kunne lige tage fat i en aflang træpind og rulle det ud.
Samtidig med Lærkehuset blev der opført 2 andre kostafdelinger i Byens Mose nemlig Tjørnehuset og Pilehuset.
Vi boede en halv snes stykker i hvert hus fra syv år og opefter.
Hver morgen og eftermiddag gik vi cirka 1 kilometer til og fra skole, og det var altid uden stok.
Det var kun om morgenen at pædagogerne gik med til skolen.
Her fulgtes jeg altid med pædagogen Annette Rasmussen når hun havde morgenvagten, og Heidi Nielsen fra Måløv, som jeg snakkede utrolig godt med.
Når Annette ikke var der, fulgtes jeg med Heidi.
Vi blev fra 1973 undervist i faget skolekøkken.
Her skulle vi lære at lave mad og nogle gange bage.
Det var lærer Johanne Margrethe Clausen kaldet Get Clausen der underviste os hver torsdag fra klokken 11 til klokken 14.
Jeg gik på hold med blandt andre Andreas Møller Petersen, Jytte Bay Sørensen, Lilian Andersen, Pia Bruun Nielsen som nu hedder Nadia Nielsen og Heidi Nielsen.
En dag Heidi og jeg stod og vaskede op, tabte Heidi en stor Margretheskål på gulvet.
Vi kunne ikke lade være med at grine højt, for vi synes det lød som om den sagde kov da den landede.
Herefter kaldte vi altid de store Margretheskåle for kovskålen.
I skolekøkkenet lavede vi nogle gange kiksekage, og vi bestemte altid torsdagen før, hvad vi skulle lave næste gang.
Andreas, Heidi og jeg fortalte på Lærkehuset at vi næste torsdag skulle bage kiksekage.
Så har vi da de 3 kiksekager til mælkebord sagde pædagogen Helene Reindel.
Kiksekagerne blev lavet vist nok det meste af Get Clausen, og vi fik den med hjem i en engangsform.
2 af kiksekagerne nåede ikke med hjem til mælkebord.
Jeg fulgtes med Andreas fra skolekøkkenet til Lærkehuset, og på vej ned gennem Byens Mose åd vi her sin kiksekage.
Der blev selvfølgelig spurgt hvor de 2 sidste kiksekager var henne, for Heidi havde afleveret sin sin.
Andreas og jeg sagde at dem åd vi da på vejen hjem.
De 3 bygninger er nu jævnet med jorden.
Det sidste år vi var på Refsnæs kom vi på Vestskolen, hvor jeg havde eneværelse og Hans boede sammen med Erland Rasmussen fra Kalundborg.

Vi vender tilbage til Øst og året 1968.
Dagen startede med at vi blev vækket klokken 6.50.
Klokken 7.10 stillede vi op to og to foran spisestuen, og ventede på at den inspektionshavende åbnede døren og sagde værsgo.
Jeg sad ved et lille rundt bord sammen med Per Thomsen og Andreas Møller Petersen og en af pædagogerne.
Nede i den anden ende på den lange væg stod der et skab hvor der på den nederste hylde stod en stor spand med havregryn og en stor spand med kornflakes.
På rugbrødet fik vi hver dag et stykke med en skive ost på, og hver anden dag et stykke med leverpostej, og hver anden dag et stykke med appelsinmarmelade.
Vi drak mælk og kaffe af blikkrus med hank på.
Nogle af krusene var bulet i bunden.
Ti minutter i otte stillede vi igen op udenfor spisestuen to og to, og marcherede til sangsalen hvor der som tidligere nævnt var morgensang.
Vi startede som alle andre i første klasse hos klasselærer Karen Wedel.
Vi var fire elever i klassen, og de to andre var Birgit Eilertsen som i dag hedder Freund og Bente Holstebro.
Birgit og Bente var et år yngre end os.
Bente havde en lille smule syn, men var punktlæser lige som os andre.
Bag på vores stol og i øverste højre hjørne på vores bord stod navnet skrevet på punkt med dymotape.
Punktskriften som består af 6 prikker lærte vi ved hjælp af et blommebræt lavet i træ.
Det var en lille firkantet klods hvor der var 2 lodrette rækker med 3 huller i hver, og i hullerne satte vi træpinde med dupper på, og de dannede på den måde de forskellige bogstaver.
Når vi kunne alle bogstaverne fik vi hver en træramme med en metalplade med huller som vi kunne lægge blyklodser med de enkelte bogstaver i, så vi kunne danne ord.
Der var 4 bogstaver på hver blyklods.
Blyklodserne lå i et selvstændigt aflangt rum i højre side.
Sidenhen gik vi over til at skrive på Perkinsmaskine, og senere igen til også at skrive på prentavle.
På prentavlen skal du skrive spejlvendt.

Lidt ubehagelig drilleri som man i dag vil kalde mopning.
Birgit var ikke så god til at finde rundt og fulgtes altid med Bente.
En dag blev Hans og jeg enige om at vi gerne ville gå tur med Birgit uden Bente var med.
Vores plan var at bortføre hende.
Hun ville gerne med os og vi havde hende i hver sin hånd.
Mellem Øst og Strandbo var der 3 garager, og i en af dem efterlod vi hende med porten lukket.
Da vi kom tilbage til klassen efter frikvarteret, spurgte Karen Wedel hvor Birgit var henne?
Det ved vi ikke. Hun blev væk for os.
En halv time senere kom Anne Dorte Nielsen med hende, og så fortalte Birgit at vi lukkede porten og var gået fra hende.
Det fik vi en skideballe af Karen Wedel for.
I næste frikvarter spurgte vi igen Birgit om hun ville med ud og gå tur, men det sagde Wedel nej til.
Inden vi rejste fra Refsnæs, grinede vi af historien sammen med Birgit.

Der er 2 i første klasse vi ikke har nævnt, men det sker så nu.
Det er marsvinene Bine og Tobias.
Henrik og jeg har ingen erindring om, hvordan de havnede i vores klasse, men en dag stod de i en høkasse, og så skiftedes vi til efter tur at sørge for at de havde rent halm, og at de fik foder og vand.
Vi ved ikke rigtigt hvor længe marsvinene var hos os i klassen, men efter at vi havde startet med at holde marsvin, blev det en hobby hos mange af skolens andre elever.
Jeg brød mig ikke videre om marsvin, så en dag i et ubevogtet øjeblik, spurgte jeg Tobias om han ville med ud at gå tur.
Det var dejligt sommervejr så det ville han selvfølgelig gerne, og jeg skulle til klaverundervisning hos Viggo Wøhlk, der havde den østtyske schæferhund Gutta, der var hans førerhund.
Da jeg kom ind af døren skjulte jeg Tobias i bukselommen, og han var flink og peb ikke.
Og da Wøhlk og jeg havde sat os godt til rette, og vi var i gang med at drøfte ugens sportsbegivenheder og resultater, satte jeg Tobias ned på tæppet hvor Gutta lå, og den klarede herefter aflivningen.
Jeg hørte godt det piv der kom, men Wøhlk var så optaget af at fortælle om en boksekamp, så han hørte ikke noget.
Gutta lå altid på et tæppe op af varmeapparatet som var til venstre for klaveret lige under vinduet.
Næste gang jeg kom til klaverundervisning hos ham, sagde han at der var blevet fundet nogle underlige klumper fra et dyr på gulvet, men jeg skulle ikke have fortalt ham sagens rette sammenhæng.
Der var aldrig nogen på skolen der fandt ud af hvor Tobias blev af.
Der gik lang tid inden jeg fortalte Henrik historien, og det er første gang at den offentliggøres.
Vi glemte at passe Bine, så en dag tog Wedel hende med hjem.
Hans og jeg fandt på navnet Bine, og Birgit og Bente på Tobias.

Ud over dansk havde vi almindelige fag regning med Bente Vinge, kristendomskundskab med Ingeborg Zwicky som selv var svagsynet.
Her skulle vi kunne salmevers udenad.
Af og til læste hun også historier fra det gamle testamente for os.
Den historie som vi hørte flere gange var om jesus og fuglene, anskuelsesundervisning med Elise Ellebæk, tidligere Elise Jørgensen, to timers klaverspil hos Viggo Wøhlk, to timers nodelæsning med Viggo Wøhlk onsdag eftermiddag.
Her lærte vi punktnoder, formning med Varg Larsen, og fra 1970 med de nyansatte lærere Karsten Ahrens og Kai Otto Jensen, kor med Hanne Plaetner og Eva Wisti, blokfløjte lærte vi hos Hanne Plaetner, og senere kom vi med skolens fløjteorkester, hvor vi gav flere koncerter rundt omkring, og vi spillede også når der kom gæster på skolen.
Vi startede på sopranfløjte.
Kom herefter over på altfløjte.
Jeg sluttede med at spille på tenorfløjte, og Hans og Claus spillede på basfløjte.
Undervisningstimerne varede de første år halvtreds minutter. De sidste år varede undervisningstimerne 45 minutter.
Der udover havde vi svømning med Vibeke Høtoft og Inga Elisabeth Blok.
Efter Høtofts fratræden kom Helga Wass.
Undervisningen foregik i skolens svømmehal opført 1940.
I omklædningsrummet var der 3 bænke som stod med cirka en meters afstand mellem hinanden.
Bænkene var sat fast i betongulvet.
Det var sjældent vi stødte ind i bænkene, for der var hele vejen rundt lavet et lille trin ned på et par centimeter.
Vi lagde tøjet på bænkene, og gik herefter ind i bruserummet som var et smalt aflangt lokale.
Der var 5 brusere på en lang række.
I bruserummet var der en herlig akustik, og her blev der sunget firstemmig sang for at trække tiden længere ud inden vi skulle i svømmehallen.
Vi kunne få rummet til at svinge med ved at stille os med næsen mod væggen.
Det var tredje oktav C vi kunne få rummet til at svinge på.
Der var et omklædningsrum for pigerne og et for drengene.
Når vandet var over 14 grader i Kalundborg fjord, foregik undervisningen der.
Vii havde 3 badehuse på strandmarken.
Det ene tilhørte forstanderen, og i de 2 andre klædte vi elever om i.
Et hus til pigerne, og et hus til drengene.
Vi sad på tremandsbænke, og der var plads til 8 elever.
Over hovedet på os havde vi 2 knager til at hænge vores håndklæde og badebukser.
Der var et trin på cirka 15 centimeters højde når vi skulle ind i badehuset.
Vi havde en fælles badebro lavet i træ, hvor der var et metalrækværk i begge sider.
Næsten helt ude for enden af var trætrappen ned til vandet på højre side.
Der var seks trin fra broen til vi stod på stenbunden.
De første par år gik vi over Kystvejen for at komme på strandmarken, men da gangbroen kom omkring 1970 brugte vi selvfølgelig den.
Når vejret var godt, gik vi om eftermiddagen med personalet fra Øst over på stranden og fik mælkebord, der bestod af saftevand og kiks.
Om vinteren kælkede vi, og der blev holdt skarpt øje med at vi ikke ramte hinanden og røg i fjorden.
Hans og jeg brugte en del tid i stjernehytten med træbænke der skråede ind mod trævæggen hele vejen rundt i den åbne hytte.
Hvor mange sten vi har kastet i vandet har vi ikke tal på, men vores plan gik ud på at rydde stranden for sten.
En dag gik det alligevel galt.
Jeg havde fået at vide jeg ikke skulle kaste stenen, men gjorde det alligevel.
Den ramte Claus i baghovedet, så blodet flød.
Stenen var på størrelse med en knytnæve.
Claus og jeg fulgtes op på sygeafdelingen, og heldigvis var der ikke sket noget alvorligt.

I gymnastiksalen havde vi de almindelige redskaber.
Plint, ringe, bom, hest, ripper og rullestige.
Gymnastiksalen blev delt op i 2 dele når vi havde gymnastik.
Pigerne var i deres del af salen, og drengene var i deres halvdel.
I midten af gymnastiksalen var der en stor tung skydeport, som kørte på en jernbaneskinne.
Porten var lige så lang som salen var bred.
Den kunne gemmes helt væk når salen skulle være en stor sal.
Det var den altid til skolens fødselsdage, nytårsfester og forældredage.
En ting gjorde Hans og jeg sammen med gymnastiklærer Lennart Vinge der var helt specielt.
Over gymnastiksalen var der en balkon.
En dag spurgte Lennart Vinge: Hvem tør hoppe ud fra balkonen og ned på en måtte sammen med mig.
Hans og jeg var de eneste der meldte os.
Vi klatrede op ad rippen, skrævede ind over trærækværket og ned på balkongulvet.
Vi forserede atter rækværket og med hælene mod dette, stod vi på en meget smal mur, og med Lennart i hver sin hånd sprang vi de cirka 3 meter ned.
Til sidst gjorde vi det uden måtte under.
Oppe på balkonen stod der borde og stole som blev slæbt ned af gartnerens folk ved fødselsdag og forældredag.
Man kunne gå op til balkonen af en trætrappe lige inden for døren ved både drengenes og pigernes indgange.
Trappen op til balkonen var til venstre når man gik ind af drengenes indgang, og til højre når man gik ind af pigernes.
I sommerhalvåret var vi på skolens sportsplads anlagt i 1969 samtidig med kostafdelingerne Birkehuset og Egehuset.
På sportspladsen udfoldede vi os i tres meter løb på tid.
Vi løb på en 30 meter lang asfaltbane med kanter i begge sider.
Vores lærer Karsten Ahrens agerede starter og tidtager.
bagefter havde vi længdespring, trespring, kuglestød og højdespring.
Længdespring, trespring og kuglestød foregik i en 6 meter lang springgrav med fint sand i.
Det var Kai Otto Jensen der stod for målingerne ved vores spring.
Inden springgraven var der en asfaltbane på 3 meter hvor man kunne tage tilløb.
For enden af tilløbsbanen var der en træplanke der markerede at man skulle springe.
Der var også et fodboldmål på sportspladsen.
Kai Otto Jensen var idemanden til de lange gåture på 10 og 15 kilometer, hvor vi fik et diplom på plastark der forestillede en fod og så stod vores navn skrevet i punkt med dymotape.
Vi blev også undervist i geografi af Elise Ellebæk.
Vi kiggede på kort der var fremstillet i plastic specielt til blinde.
I regning havde vi i begyndelsen Bente Vinge, og startede først med brug af kuglerammen hvor der var 3 lodrette rækker med ni perler i hver.
Siden gik vi over til abacus med 13 rækker.
Sløjd havde vi med skolens tømrer Knud Jensen, og det var faktisk ham der lavede de få ting vi havde med hjem til vores forældre.
Jeg fik efter lang tid lavet et manglebræt til mor.

I foråret 1972 kom faget mobility på skemaet.
Det betød at vi skulle lære at gå med den lange hvide stok.
Den første stok kunne ikke klappes sammen.
Vi startede med at gå på gangene på Øst og i skolebygningen, hvor der også var trapper.
Underviserne i mobility var: Mads Finn Larsen, Gitte Bjerre, Holger Skov og Wanda Williams.
Da vi kunne selve stokketeknikken, begyndte vi at gå på Kystvejen.
Den første prøve vi skulle bestå var selv at gå til Gisselkøbmanden Frede Møller på Gisselørevej.
Da jeg skulle gå min prøvetur for at få det gule kort til Gisselørekøbmanden, løb jeg hele vejen ind ad Kystvejen.
Jeg regnede ikke med at Mads Finn havde set det, men da jeg kom til købmanden sagde Mads Finn, at jeg skulle gå turen om for man løber ikke.
Herefter fik jeg Wanda Williams til Mobility, og begyndte på ruterne i Kalundborg by.
Det var kun uden for skolens område at vi gik med stokken.
Det var vores held at vi havde lært vejen til købmanden, for der kunne vi købe nye fodbolde når den gamle blev væk.
Når vi forlod skolens område skulle vi give den inspektionshavende besked om hvor vi gik hen.
Det skete af og til at vi fik skudt bolden op på taget, og så måtte vi op og hente den.
Først kravlede vi op ad rækværket til højre for frugtboden, og op på frugtbodens tag og så det sidste skridt op på taget langs gymnastiksalen.
Taget skrånede ind mod muren, og vi fulgte væggen, og fandt altid bolden på taget.
Murstenene på både gymnastiksalen og skolebygningen var ret smalle.
Vi sparkede bolden ned i skolegården og kravlede ned fra taget.
Mange vil spørge, hvor vi fik penge fra til nye bolde?
Det gjorde vi ved at påtage os ekstra jobs til 6 kroner om måneden pr. job.
Jobbene kunne bestå i at aflevere sko til pudsning i kælderen på Øst.
Vi havde skoene i en kurv og oven for kældertrappen lod vi kurven selv køre ned ad trapperne, hvor vi egentlig skulle have båret den ned.
Et andet job var at køre rundt med madvognen fra skolens køkken til kostafdelingerne.
Passe frugtboden hvor der blev solgt frugt og sodavand.
At bære madspandene fra Øst og over i skolens køkken.
Det var en bred spand med et låg som blev lukket i hver side, og så 2 mindre spande som stod oven på hinanden.
Om de 2 spande var der sat en kraftig rem omkring så vi havde noget at bære dem i.
Refsnæs arrangerede den årlige tur til Fyrrebakken, umiddelbart efter sommerferien, den årlige brandøvelse, en helikoptertur fra Kaldred flyveplads, tur med Odd Fellow brødrene fra Kalundborg, et par gange i Tivoli, Zoologisk Have, Bellacentret til radioudstilling et par gange i Radiohuset.
Sidste gang vi var i Radiohuset hilste vi i forhallen på Daimi.
Der kom kendte kunstnere og underholdt på skolen.
Vi kan nævne: glasspilleren Erik Hansen, violinisten Wandy Tworek, Peter Belli og Brødrene Olsen.
Meget af vores fritid gik med at spille fodbold i skolegården med bolde uden klokke.
Vi spillede hele året rundt.
Målene var hele perkulagen langs gymnastiksalen, og hele hegnet ind mod den lille græsplæne ved Øst.
Torsdag, den 11. marts 1976 optog fjernsynet vores fodboldspil, og det var ved at koste DR et ødelagt kamera.
Dronning Margrethe og socialminister Eva Gredahl var til stede. På jubilæumsdagen fulgte ministeren og dronningen undervisningen i vores klasse med Elise Ellebæk.
De så hvordan vi skrev på Perkinsmaskine. Inden deres ankomst i klasselokalet i skolebygningen, havde vi af Ellebæk fået at vide at vi skulle stå op når de kom ind i lokalet, og de gik rundt og gav hånd til os alle 4 elever.
Om eftermiddagen underholdt Eddie Skoller i Kalundborghallen hvor vi var konferencier ved arrangementet.
Vi fik boller og lagkage og cacao.
Gennem 2 år gjorde Poul Glygård hvad han kunne for at lære os verdenssproget Esperanto i sit private hjem, men uden held.
Vi var mere interesseret i Ediths klaverspil, Pouls gamle Refsænshistorier, kaffe og citronkage.
Vi gik på hold sammen med Per Thomsen, Poul Jespersen, som nu hedder Georg Darumbo, Susanne Christensen og Lilian Andersen som nu hedder Krog.
Edith hentede os troligt hver tirsdag aften på de forskellige afdelinger i sin bil.
Ole Jerichow kom en dag og fortalte, at Dansk Blindesamfund arrangerede solgaveløbet for tandemcyklister og spurgte, om det var noget for os.
Det var det selvfølgelig. Så den 25. maj 1975 drog vi sammen med Ole Jerichow og Ole Bødtger Jürgensen til Farum, og kørte 55 kilometer på tid.
Hans og Ole Bødtger sluttede som nummer 26, og Henrik og Ole Jerichow som nummer 36. Det gav startskudet til stiftelsen af tandemklubben Refsæns onsdag, den 28. maj 1975, og Hans blev klubbens første formand, og Henrik Møller kasserer.
De øvrige i bestyrelsen var: cykelhandler Peter Madsen, Ole Bødtger og Ole Jerichow.
Henrik Møller og Tommy Gravgård købte begge sin egen tandem der var specielbygget af Peter Madsen.
Vi gav 5 kroner om måneden i kontingent, og kørte hver onsdag aften.
Om vinteren havde vi hyggeligt samvær i Strandbos lokaler.
A.P. Møllerfonden gav Dansk Blindesamfund 50 tandemer, hvoraf Refsnæs fik de 4. Det var de cykler der blev kaldt gyngehesten.
Svend Tougård der er medlem af selskabet var en ivrig pilot.
I sommerferien efter vi havde forladt Refsnæs, var vi med tandemklubben 8 dage på cykelferie på Bornholm, hvor vi boede på forskellige vandrehjem.

Opdateret d. 3.8.2019